Aktiv Ferie var en rigtig god ide

0
Nogle børn fik smagt på begejstringen ved at (lyst)fiske. Privatfoto
Arrangører husker tilbage til tiden før online tilmelding – hvor telefonforbindelsen brød sammen

Knap 700 børn fordelt på 51 hold tog denne sommer imod tilbuddet om en Aktiv Ferie til vands, på land eller på hesteryg.

Det er dobbelt så mange deltagere som i 2007, hvor kommunerne i Mariagerfjord og Rebild første gang lancerede deres fællestilbud – dengang under navnet Sommerskole.

Men ud fra den antagelse, at de færreste vel bryder sig om at høre om “skole” i deres sommerferie – men jo gerne om “ferie” – blev kataloget af gode tilbud i 2014 lanceret som Aktiv Ferie.

Det begreb havde Mariagerfjord allerede gjort brug af i 2012, da man tilbød børnene aktiviteter i vinterferien og efterårsferien.

Og efter 10 års fælleskommunal indsats fra de to kommuner, kan man se tilbage på en gedigen succes.

Antagelsen om, at syv ugers ferie til skolebørnene kan være en udfordring for mange familier, når pasning og aktiviteter for børnene skal forenes med det faktum, at forældrene i reglen kun holder tre ugers ferie.

I dag foregår tilmelding via kommunens hjemmeside.

Nylig nu, hvor børnene er vendt tilbage til skolelivet, faldt det medarbejderne bag Aktiv Ferie ind, at tilbuddet nu har 10 år på bagen.

En folder fra premiereåret 2007 dukkede frem under oprydning.

– Da jeg fik den i hånden, var det første jeg tænkte: “hold da op – tilmeldingen foregik pr. telefon”, bemærker Maria Bisgaard, som er koordinator hos Mariagerfjord.

Maria Bisgaard kom først efter et par år med i teamet bag bestræbelserne på at give skolebørnene nogle gode aktivitetstilbud ni ferien.

Men Louise Gammelholm Poulsen fra Rebild Kommune erindrer, hvordan det begyndte første dag:

– Vi var samlet mange folk fra både Rebild og Mariagerfjord, og vi sad klar ved telefonerne. Da tilmeldingen åbnede, kimede alle telefonerne i ét væk, og til sidst gik telefonsystemet ned, mindes hun.

Også indholdet virker slående på Maria Bisgaard.

– Folderen rummer aktiviteter, vi har haft på programmet hvert eneste år lige siden, og som stadig bliver udsolgt i løbet af de første minutter tilmeldingen er åben.

Eksempelvis har rideklubberne i Hadsund og Skørping været med alle 10 år, og det samme gælder Cirkusskolen i Rold, som desværre for første gang måtte aflyses i år på grund af for få deltagere, siger Maria Bisgaard.

I dag foregår tilmelding og betaling online.

Det digitale slog for alvor igennem i 2013.

– Vi sad alligevel nogle stykker klar ved telefonerne som de tidligere år, men der skete bare intet.

– Men et kig på skærmen viste, at tilmeldingerne tikkede ind. Selvfølgelig er vi altid klar til at besvare spørgsmål og hjælpe, når en tilmelding ikke går igennem eller ved andre problemer, men det er meget få, vi tilmelder manuelt i dag, fortæller Maria Bisgaard.

Børn og forældre har taget aktiviteterne til sig.

Over årene er deltagertallet vokset støt. Det første år deltog 354 børn, og så lå deltagertallene på omkring 400 frem til 2015, hvor der pludselig var 626 – og i år altså knap 700.

Medvirkende hertil er i sagens natur, at 2. klasserne i 2014 blev inviteret inden for i Aktiv Ferie varmen sammen med tredje, fjerde, femte og sjette årgang.

I år blev målgruppen som forsøg udvidet med de ældste klassetrin, så der har været aktiviteter helt op til 9. klasse

Noget kunne tyde på, at de ældste kobles fra igen.

– Vi er ikke helt færdige med at evaluere på det endnu, men umiddelbart ser det ud til, at meget få af de ældste elever har været interesseret i tilbuddene, fortæller Lene Brokdorf Winther fra Rebild Kommune.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close