Arden-initiativ udløser kulturpris

0
Journalist og tidligere politisk redaktør på TV 2 Nyhederne, Kaare R. Skou, er blot en af de foredragsholdere, Kulturtallerkenen har haft på menuen indtil videre. Privatfoto
Kulturtallerkenen i Arden er noget helt unikt, fremhæver formand for Kulturelt Samråd i Mariagerfjord

ARDEN: Spændingen kan ligge på et forholdsvis lille sted, inden årets kulturpris i Mariagerfjord Kommune fredag 27. oktober bliver uddelt ved et arrangement i Kulturhuset i Arden.

Allerede nu ligger det nemlig fast, at årets prismodtager bliver initiativet “Kulturtallerkenen” i Arden.

– Kulturtallerkenen anerkendes for sit bredt favnende kulturtilbud, som er resultatet af et unikt samarbejde mellem meget forskellige aktører, forklarer Lisbeth Andersen, formand for Kulturelt Samråd i Mariagerfjord.

Under overskriften “Spis sammen – syng sammen – oplev sammen – er Ældresagen i Arden, LOF Mariagerfjord/Rebild, Blå Kors Rold Skov, Kulturhusforeningen, Det Blå Værested, Arden Bibliotek og Røde Kors gået sammen om “Kulturtallerkenen”. Der er tale om en foredragsrække med fællesspisning og fællessang, som hele forrige sæson kørte for fulde huse – og til det første arrangement i sæsonen 2017/2018 var der også totalt udsolgt.

Foredragsrækken i Arden har blandt andet omfattet foredrag om dét at være politiker og om arbejdet på Christiansborg, om Regan Vest, om socialpsykiatri og om en kendt madskribent og TV-koks liv.

Og til at løfte fællessangen og stå for musikalsk underholdning har Kulturtallerkenen entreret med de lokale musikere Gritt Møller og Fatima Ali.

– Det er særlig interessant, at Kulturtallerkenen formår at trække andre grupper ind, både i den praktiske del med planlægning og afvikling, men også som brugere af kulturtilbuddet, end dem, som traditionelt bruger det lokale kulturtilbud.

– Dét vil vi i Kulturelt Samråd gerne anerkende: at man prøver at gå en anden vej med et andet koncept.

– Det er tydeligt, at Kulturtallerkenen har ramt noget rigtigt, og at Kulturtallerkenen er udtryk for et unikt samarbejde, betoner Lisbeth Andersen forud for kulturpris-overrækkelsen i Arden 27. oktober.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close