Et demensvenligt blik på Arden

0
Er din butik interesseret i at være demensvenlig, da kontakt hjemmesiden demensven.dk. Med Alzheimerforeningen aftales en dato for et lokalt kursus, hvor de ansatte lærer at give demente en hjælpende hånd, når der er brug for det.
Demensven Elly Bjerring håber, at andre butikker gør som Arden Apoteksudsalg og Min købmand

Det er lidt svært at få øje på det lille klistermærke på glasdøren ind til apoteksudsalget i Arden.

Går du tæt på, ser du et lilla hjerte og teksten “Vi er demensvenner”.

Klistermærket er det synlige bevis på, at apoteksudsalget i Arden kan kalde sig en demensvenlig butik, og at minimum halvdelen af personalet har deltaget i en times kursus med fokus på sygdommen.

Rent faktisk er apoteket byens første og indtil videre eneste demensvenlige butik.

Det håber Elly Bjerring, socialhumanitær koordinator for Ældre Sagen i Arden, at der snart laves om på.

Det var hende, der gjorde apoteket opmærksom på, at de ikke skiltede med status af demensvenlig til trods for, at samtlige ansatte har været på kursus.

– De havde ikke tænkt over at skilte i de forskellige udsalg, men gjorde det på hovedapoteket i Skørping, siger Elly Bjerring.

En af dem, der bemander apoteksudsalget i Arden, er Lene Kastrup Nielsen.

Hun er ikke i tvivl om, at hun har fået noget ud af kurset i demens.

– Det har gjort mig bedre rustet til at hjælpe med at håndtere de udfordringer, som demente kan have, når de kommer ind på apoteket.

– Det giver en ro, at man har fået en viden om sygdommen, siger Lene Kastrup Nielsen fra Arden Apoteksudsalg.

Elly Bjerring ser gerne, at kendskabet til demenssygdomme udbredes.

Derfor arbejder hun målrettet på, at så mange af Ardens butikker som muligt bliver demensvenlige.

– Jeg vil gerne yde mit lille bidrag til, at livet for mennesker med demens bliver så værdigt som muligt.

Synlighed og åbenhed om sygdommen kan være med til at nedbryde det tabu, som er forbundet med demens, siger hun.

I en demensvenlig butik trænes personalet i at få øje på personer med demens og derefter hjælpe dem på bedst mulig måde. Med klistermærket i ruden viser de, at de er der for at hjælpe.

– Alle personer vil jo gerne hjælpe, hvis de oplever en person, der har det svært.

– Så det handler mere om at få sat ord på og vise, at det er i orden at tale om sygdommen, siger Elly Bjerring.

For at øge fokus på demens har hun taget kontakt til Arden Handel og håndværkerforening, som har sendt en mail ud til samtlige medlemmer.

Derudover har hun selv taget kontakt til et par af byens butikker. Det har givet pote.

Både Røde Kors’ genbrugsbutik har givet tilsagn om, at de vil sørge for at personalet kommer på kursus.

Det samme gør sig gældende for Min Købmand i Arden.

– Vi har altid gjort en dyd ud af at hjælpe de kunder, som har behov for det.

– Jeg håber, at kurset kan gøre os ekstra opmærksomme på de borgere, som har brug for en hjælpende hånd, siger Rene Plougman, der driver Min Købmand.

Han sender Elly Bjerring en venlig tanke for at gøre ham opmærksom på kurset.

– Hos Min Købmand har de et godt ry for at være hjælpsomme, så jeg var også sikker på, at de gerne ville være med, siger Elly Bjerring og håber, at de resterende butikker i Arden tænker det samme.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close