Rasmus Seebach til Ambu Open Air for tredje gang

0
Rasmus Seebach kommer til Ambu Open Air for tredje gang. Han var også et af hovednavnene i 2014 og 2010. Sidste år udkom hans femte album, ”Før Vi Mødte Dig”. Pr-foto.
Ambukomiteen er stolt over at præsentere Rasmus Seebach, Hugo Helmig, Hjalmar Larsen, Johnny Madsen og Die Herren

HOBRO: En af dansk populærmusiks store stjerner, Rasmus Seebach, er hovednavnet ved 2018-udgaven af Ambu Open Air i Hobro.

Det afslører Ambukomiteen, som glæder sig over, at det for tredje gang er lykkedes at få Rasmus Seebach til at lægge vejen forbi Hobro.

Torsdag 30. august sidst på aftenen går Rasmus Seebach på scenen på Ambupladsen i Hobro, som han kender fra sine optrædener i 2010 og 2014. Rasmus Seebach er fantastisk på en scene, hvor han formår at nå alle sine mange fans – samt de mest popforskrækkede på bagerste række, fremhæver arrangøren i Hobro.

– Rasmus Seebach er garant for en super god koncertoplevelse, så der skal nok blive gang i Ambufesten for gæster i alle aldre, når han i sensommeren fylder den smukke gamle Ambuplads i Hobro, forventer Christian Johnson, der er Ambukomiteens pr-ansvarlige.

En anden ung mand, der har valgt at gå i sin fars fodspor, er den fremadstormende Hugo Helmig, søn af Thomas Helmig. Hugo Helmig fik i sommer en bemærkelsesværdig debut med hitsinglen “Please Don’t Lie”.

I 2018 tager Hugo Helmig på sin første turné, og ved Ambu Open Air venter der koncertgæsterne et møde med Danmarks vel nok største “upcoming” stjerne.

Det tredje navn på den store scene er den vestjyske “helt nede på jorden”-verdensmand Johnny Madsen, som sammen med sit band vil spille solen ned med beskedne ballader, blå blues og “besærker-boogie”.

Mellem de tre hovednavne er der i år blevet plads til en tredje ung kunstner, der slægter sin far på – den 22-årige Hjalmar med efternavnet Larsen, som han deler med sin legendariske far Kim Larsen.

Hjalmar gæster Hobro og Ambu Open Air for første gang. Han udgav sit første anmelderroste album i oktober 2017 og er netop blevet indstillet til ikke færre end fire Gaffa-priser.

Ambu Open Air 2018 byder også på et af Danmarks bedste coverbands, Die Herren. Siden midt-halvfemserne har bandet begejstret med U2-efterligninger, der ikke ligger langt fra originalerne, men alligevel har en sund distance. Die Herren er kendt for at levere en fest.

Ambufesten har valgt at gentage sidste år succes med non-stop musik fra to scener. Før har der været afbræk i koncertoplevelsen, mens der blev skiftet fra en kunstner til en anden.

Med to scener og flere kunstnere får koncertgæsterne i Hobro nu én sammenhængende musikoplevelse med nogle af landets bedste og mest aktuelle kunstnere, fremhæver Ambukomiteen.

Billetprisen for over fem timers koncert og efterfølgende after party er 275 kroner. Ambufesten giver alle børn under 12 år gratis adgang til koncerten ifølge med en voksen. Billetter kan købes på www.safeticket.dk fra onsdag 17. januar.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close