Tilbage fra Berlin med rankere ryg Projekt Mariagerfjord: Holdleder Bent Ringgaard, mangeårig arbejdsleder, ville ikke betænke sig ved at tilbyde de unge mennesker et job

0
Målet er (næsten ) nået - Berlin og Brandenburger Tor. Foto: Bent Ringgaard
HOBRO: – Oprigtigt talt har jeg svært ved at fatte, hvordan mennesker kan løfte sig så meget, som tilfældet har været med vores Berlin projekt, siger 73 årige Bent Ringgaard.

Som initiativtager til Projekt Mariagerfjord, der skulle berede unge på kanten af arbejdsmarkedet på at gennemføre en cykeltur til Berlin, sidder han et par dage efter turen og reflekterer over tingene.

Og navnlig over de forandringer til det bedre hos de unge, han har oplevet.

– For eksempel, at ham, der tit kom dryssende for sent til træning, nu mødte punktlig klokken otte hver morgen – som alle på holdet gjorde det hver dag. Klar til at yde sin del.

– At disse unge mennesker mellem 18 og 22 år af en eller anden grund tidligere er faldet igennem på arbejdsmarkedet, er for mig næsten ubegribeligt i dag.

– For hvis hensigten har været at gøre disse unge klar til arbejdsmarkedet, må et eller andet i systemet jo have svigtet, ræsonnerer han.

– Så processen her har virkeligt gjort noget gavnligt ved dem.

– Med mine mange års erfaring som mellemleder forskellige steder ville jeg i hvert fald ikke være betænkelig ved at ansætte de unge fra holdet i min virksomhed, forsikrer Bent Ringgaard.

Tre servicevogne sørgede for mad efter 50, 100 og 150 kilometer i sadlen og leverede nylappede hjul ved alle punkteringer – ligesom rytterne i øvrigt stod af og forrettede nødtørft for hver 25 kilometer på landevejene.

Efter fem dage og 750 kilometer i sadlen ramte feltet Berlin – og ved Brandenburger Tor tog en halv snes vinkende pårørende imod, mens de svingede med rødhvide dannebrogsflag.

I sagens natur en rørende oplevelse med appel til tårekanalerne oven på mange strabadser.

– Nogle græd og løftede i triumf cyklen op over hovedet.

– Men det var også et stort øjeblik for mig oven på en tur, hvor man virkelig viste vilje til at arbejde sammen og kæmpe, til målet blev nået. Det synes jeg er stærkt, fremhæver Bent Ringgaard.

– Det var godt nok en speciel oplevelse ved Brandenburger Tor. Helt uvirkeligt, men en dejlig overraskelse, kvitterer 24-årige Jack Petersen.

Bagefter vankede der lidt champagne på den i øvrigt alkoholfrie tur.

Og på hjemrejsedagen trillede pedalatleterne – uden kliksko – rundt og nød nogle af den tyske hovedstads seværdigheder.

Frisk i erindring stod stadig fjerdedagens over 180 kilometer lange etape, hvor holdet røg ind i tre kvarters ekstremt uvejr med tordenskrald, kæmpehagl og tykke grene, der blæste ned fra træerne.

– Der var ikke en gård i miles omkreds, hvor vi kunne søge ly. Kun en viadukt. Men her kunne vi jo bare stå pjaskvåde og knurre fryse, så Erling Mortensen og jeg – begge erfarne cykelrytter – besluttede, at vi skulle fortsætte og forsøge at køre os til varmen.

– Det gjorde holdet stort set uden at klynke, selv om situationen havde drevet alle næsten ud til grænsen, roser Bent Ringgaard.

– Vi reagerede forskelligt. Nogle var chokeret over det voldsomme uvejr, og en enkelt på holdet havde det sindssygt hårdt med den slags vejr, mens andre – som jeg – egentlig ikke har problemer med at køre i regnvejr. Situationen lærte os noget om, hvor vigtigt det er at få sagt tingene på en ordentlig måde, ræsonnerer Jack Petersen.

Andre ryttere måtte en tur i kornmarken, når bilisterne kom for tæt på.

I et tilfælde, hvor holdet overså en vigepligt, måtte flere cyklister vælte sig ind i bondemandens afgrøder for at undgå påkørsel.

– Men jeg synes nu også, bilerne af og til kørte frygtløst stærkt, tæt forbi os og med hornet i bund. Tyske bilister kører noget råddent, oplevede 22-årige Patricia Andersen.

Som indpisker udstak hun en del kommandoer de første par dage.

– Hvis vi skal nå i mål alle sammen, er det jo nødvendigt, at vi presser hinanden lidt.

– Men vi skal jo på den anden side heller ikke køre hinanden trætte, og efter et par dage besluttede jeg at holde en lavere profil og i højere grad være den, der yder lidt moralsk støtte eller giver et fysisk skub, forklarer Patricia.

På det personlige plan glæder hun sig over at have nået et delmål i lighed med at gøre sin skoleuddannelse færdig.

Vi kom hjem med trætte ben og baller og ondt i hænderne efter flere omkørsler ad små grusstier, markveje eller brosten.

Faktisk var jeg lidt bange for, at det både psykisk og fysisk ville være for hårdt at gennemføre.

Men jeg fik rejst mig i sadlen, og det er glad for, siger Patricia.

Både hun og Jack agter at fortsætte på de frivillige ture hver onsdag klokken – sædvanen tro med mødested hos Pajo Bolte.

Herfra håber Bent Ringgaard også, at et nyt eventyr kan begynde.

– Projektet har været en kæmpeoplevelse. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at samle økonomisk opbakning til en gentagelse næste år, lover han.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close