LØB: Mariager Fjord Orienteringsklub ligger ikke på den lade side

MARIAGER: Mariager Fjord Orienteringsklub har højt aktivitetsniveau, selv om klubben blot har 130 medlemmer, fordelt på 100 o-løbere og 30 motionsløbere.

Det fremgik af klubbens generalforsamling i Mariager Hallen, som 22 medlemmer deltog i.

Formand Niels Jørgen Iversen berettede om et aktivt år, hvor klubben arrangerede tre o-løb: Nytårsløbet i Thygeslund, Nordjysk Nat 1 i Alstrup Krat og Efterårsstafetten i Hobro Østerskov. Også i 2020 arrangeres alle disse løb. Nytårsløbet blev gennemført 4. januar i Mariager Byskove med 90 deltagere fra 14 forskellige o-klubber.

Tre motionsløb i 2019

Også tre større motionsløb blev det til i 2019: Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund med rekorddeltagelse, 1500 løbere, Mariagerløbet med knap 300 løbere og Hadsundløbet med 716 deltagere.

Mariagerløberne, som er en del af Mariager Fjord OK, træner året rundt fra Mariagerhallen både tirsdage og torsdage. 20-30 løbere møder op hver gang.

Samarbejdet med naboklubberne Randers OK og Rold Skov OK fik også fine ord med på vejen.

Klubbens kasserer, Keld Østergaard fortalte om et mindre overskud i klubkassen.

Dette skyldes ikke mindst klubbens hovedsponsorer, Beauté Pacifique og Sparekassen Kronjylland.

Sidstnævntes gavefond overrakte før jul 25.000 kroner til nye start- og mål-ure.

Klubbens formand Niels Jørgen Iversen blev genvalgt, det samme blev Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard. Søren Skovrider ønskede ikke genvalg.

På hans plads kom Jørgen Østergaard ind. Den øvrige bestyrelse tæller kasserer Keld Østergaard, Jens Christensen, Henrik Back og Klaus Wolsing.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...