Katrine Dahl Larsen, der går i 7. klasse på Rosendalskolen, er en af tre finalister i talentshowet Voice Junior lørdag aften

HOBRO: Når finalen i talentprogrammet Voice Junior kører over skærmen hjemme i stuerne på lørdag, er 14-årige Katrine Dahl Larsen fra Hørby Kirkeby ved Hobro blandt de tre finalister.

Over ni programmer på Kanal 5 har hun sunget sig igennem både kvart- og semifinale under coaching af sangeren Joey Moe.

- Jeg har ikke været nervøs som sådan. Jeg elsker at stå på scenen, og jeg glæder mig hver gang, siger Katrine Dahl Larsen.

Hun meldte sig til programmet efter at have set det i tv. Første gang gik hun ikke videre, men i andet forsøg lykkedes det - og foreløbig er det altså blevet til en finaleplads.

Da lørdagens finale er optaget på forhånd, ved Katrine Dahl Larsen faktisk allerede, om hun har vundet.

Men af hensyn til tv-showet kan hun ikke røbe noget:

- Der er en del, der har forsøgt at lokke det ud af mig. Men jeg siger ikke noget.

Til daglig går Katrine Dahl Larsen i 7. A på Rosendalskolen. Da hun nåede videre til sangprogrammets semifinale, overraskede pigerne i klassen hende med en fest.

Den 14-årige sangfugl har tidligere sunget i både skole- og kirkekor og i elitekoret Mariagerfjord Juniorkor.

- Jeg vil rigtig gerne være sanger. Jeg synger hele tiden derhjemme, og så spiller jeg klaver og guitar, siger Katrine, der især er vild med popmusik. Hun nævner Taylor Swift og Beyonce som nogle af favoritkunstnerne.

Finalen på lørdag skal hun se sammen med vennerne hjemme fra stuen i Hørby Kirkeby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...