Politiet arbejder fortsat på at opklare røveriet i Valsgaard 27. december

VALSGAARD: Lokalpolitiet i Himmerland arbejder fortsat på at opklare det røveri, der 27. december fandt sted på en gangsti ved Valsgaardvej og Skolekrogen i Valsgaard ved Hobro.

Her blev en 17-årig mand frarøvet sin pung, der indeholdt kontanter og personlige papirer, af en ukendt gerningsmand, der truede ham med en kniv. Røveriet skete mellem klokken 19.30 og 19.40, og gerningsmanden er fortsat på fri fod.

- Vi har fået henvendelser fra tre vidner, og vi er i fuld gang med at undersøge de oplysninger. Så vi har noget at arbejde videre med, fortæller politikommissær Simon Jacobsen.

En kvinde har observeret en mand, der passer på signalementet af gerningsmanden, oplyser han.

- Men vi vil selvfølgelig meget gerne høre fra andre, der kan have set ham, siger Simon Jacobsen.

Røveren beskrives som mellem 15 og 18 år gammel, almindelig af kropsbygning og dansktalende. Han bar sort styrthjelm og sort dynejakke. Politiet kan kontaktes på 114.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...