Ambitionen er at få samlet cirka 25 fuglekasser, når DN Mariagerfjord og Hobro Golfklub sammen inviterer til fuglekassedag på søndag

HOBRO: Sammen med den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening inviterer Hobro Golfklub søndag til fuglekassedag i klubben.

18 børn med forældre har meldt sig og skal sammen bygge ca. 25 fuglekasser, som de bagefter tager med ud på banen og hænger op.

Fuglegruppen i DN Mariagerfjord leverer alle dele til fuglekasserne, mens børnene leverer arbejdskraften, og Hobro Golfklub sørger for, at søndagen ikke bliver helt uden lidt at spise.

Fuglekassedagen afvikles under sloganet ”Mere natur på golfbanen” som en del af et nyt samarbejde mellem DN Mariagerfjord, Mariagerfjord Kommunes naturafdeling og Hobro Golfklub.

Der er i forvejen i foråret opsat en tårnfalkekasse af DN Mariagerfjord, og over årene har Hobro Golfklub selv opsat et par hundrede ”lejligheder” til stære, som så til gengæld hjælper med at holde gåsebiller væk fra golfbanen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...