På trods af et presset marked har Jens Peter Hansen holdt liv i sin cykelforretning i Hobro i 20 år

HOBRO: Cykelbutikken i Adelgade 73 fejrer 20-års jubilæum i Hobro.

Faktisk var det tilfældigt, at indehaver Jens Peter Hansen blev cykelhandler.

Han er oprindeligt uddannet i it-branchen, var ansat i Forsvaret, men søgte på et tidspunkt et job i en cykelbutik i Assens.

Han fik jobbet, og arbejdede i butikken i nogle år, indtil han i 1999 besluttede at åbne sin egen cykel- og scooterforretning på Mariagervej i Hobro.

Her havde butikken adresse en halv snes år, hvorefter Jens Peter Hansen i 2009 indtog Adelgade 71 i den sydlige del af gågaden ved Polititorvet.

Ind i gågaden

Siden rykkede butikken ind i nabobygningen - i det tidligere Netto i nummer 73.

- Jeg manglede plads, og fik samtidig et godt tilbud af Rema 1000, der ville købe lokalerne på Mariagervej.

Selv ville jeg gerne ind i gågaden, og her har jeg holdt til de seneste 10 år, fortæller Jens Peter Hansen.

Han omdøbte den oprindelige Hobro Cykel- og Scooterforretning til det nuværende Cykelbutikken, idet scootere ikke længere indgår i sortimentet.

Det gør derimod elcykler.

- Ja, elcykler er utrolig populære, og passer perfekt til Hobro, der jo har mange bakker.

- Her kan en elcykel gøre det lidt lettere samtidig med, at man fortsat får massevis af god motion, argumenterer Jens Peter Hansen.

300 elcykler om året

Han sælger 1300 cykler om året - heraf 300 elcykler, der også handler tohjulet via sin netbutik - cykelbutikken.eu.

- Cirka 30 procent af min omsætning foregår via nethandel.

- Men det lå faktisk højere for nogle år siden.

- I dag er priserne på internettet meget pressede, men nettet udgør stadig et godt supplement, siger cykelhandleren og melder om 600.000 årlige besøg på sin hjemmeside.

- Engang havde Hobro en del cykelbutikker, og selv har jeg oplevet både stejle bakker og sten på vejen.

Men nu er jeg den sidste cykelhandler i byen. Det vidner om et presset marked med meget små avancer.

- Men jeg er både glad for og stolt over, at jeg i dag har en flot og velfungerende butik med et bredt udvalg af cykler, elcykler og udstyr, forsikrer Jens Peter Hansen, der har to ansatte i butikken.

20-års jubilæet markerer cykelhandleren i Adelgade 73 fra onsdag den 19. juni til og resten af ugen - blandt andet med lidt godt til ganen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...