Cykelløb på Sydfyn blev noget af en prøvelse for 20-årige Matias Uhrenholt fra Valsgaard

Som om 600 kilometer på cykel i sig selv ikke er nok, så forestil dig at cykle dem indenfor 24 timer. I dagtimerne i 35 graders varme – om natten i mørke. På en cykel, du ikke kender - og så lige krydret med et mavekneb oveni.

Ikke desto mindre var det virkeligheden for 20-årige Matias Uhrenholt fra Valsgaard, der havde valgt at deltage i cykelløbet ”Rad Helnæs 24” ved Helnæs på Sydfyn. Her lød udfordringen at cykle flest mulige kilometer på 24 timer.

- Det var en 34 kilometers rute, og mit samlede mål var at nå omtrent 18 runder, altså 600 kilometer. Det nåede jeg efter 23 ¼ time. Her kunne jeg i princippet have fortsat tre kvarter mere, men jeg havde haft mavekneb de sidste syv timer, hvor jeg ikke kunne spise noget. Så jeg var totalt drænet for kræfter og valgte at stoppe, da jeg havde nået min målsætning på de 600 kilometer, fortæller Matias Uhrenholt.

Cykelløbet blev afviklet 15.–16. august, og hvis du ikke kan huske, hvordan vejret var den dag, så kan Matias hjælpe dig på vej. Det var nemlig en af årets varmeste dage, hvor temperaturen i middagssolen var oppe at snuse til de 35 grader. Samtidig var der helt vindstille.

Foregik på en helt ny cykel

Faktisk kan Matias Uhrenholt tilføje endnu et punkt til listen over udfordringer i forbindelse med løbet. Han havde nemlig lang tid før løbet bestilt en ny cykel hjem til formålet; en Pronghorn Ramme. Men den blev forsinket på grund af corona. Derfor måtte det meste af træningen foregå på en anden cykel. Han nåede dog lige akkurat at få den nye cykel og få den samlet inden løbet. Men helt ny var den.

- Jeg er glad for, at jeg nåede mine 600 kilometer, men havde jeg ikke haft mavekneb, og havde jeg cyklet de sidste tre kvarter, havde jeg givet kvalificeret mig til ”Race Across America”. Her manglede jeg nogle kilometer for at blive udtaget. Det cykelløb vil jeg gerne deltage i, så det må være en målsætning senere, fortæller Matias Uhrenholt, hvis liv i høj grad handler om cykling.

Han er nemlig i lære som cykelmekaniker hos Cykelbutikken.eu i Hobro, og så træner han to cykelhold i Hobro Cykle Klub – et ungdomshold og et seniorhold. Hertil kommer så Matias’ egen træning, hvor han for egen regning har hyret en personlig træner.

Og så cykler Matias Uhrenholt naturligvis altid til og fra arbejde. Fra Valsgaard til Hobro og tilbage igen.

Men det er trods alt også kun seks kilometer hver vej – og så er det som regel på en elcykel…

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...