På Adelgade ved Kirketorvet i Hobro ligger Dusinus Pølsevogn. Det har den gjort siden 1940’erne, og siden marts måned 1979 har det været med Hans Jørgen Andersen bag disken. På lørdag fejrer han således sit 40-års jubilæum

HOBRO: Hans Jørgen Andersen er i dag 69 år, og han overtog dermed pølsevognen som 29-årig. Dengang kørte han rundt som dæksælger men var frisk på et karriereskift, da muligheden bød sig.

- Jeg havde en kæreste, der hjalp til i pølsevognen, og en dag kom hun hjem og sagde, at den daværende ejer, Karl Dusinus Nielsen, ville sælge. Jeg sagde frejdigt, at den kunne jeg da købe, og så kiggede jeg forbi til en kop kaffe, hvor vi blev enige om prisen. Derfra gik det rigtig hurtigt, fortæller Hans Jørgen Andersen, der i mange år efter overtagelsen havde hjælp af Dusinus’ datter, Sonja.

40 år er lang tid bag disken i en pølsevogn, og et imponerende faktum er, at Hans Jørgen Andersen aldrig har haft en sygedag.

- Det passer nu ikke helt, for jeg blev engang opereret og måtte tage nogle dage i sengen, men jeg er aldrig blevet hjemme, fordi jeg har været sløj.

- Jeg tror, det er fordi, at pølser er sunde, lyder det med et smil fra Hans Jørgen Andersen, der aldrig selv er blevet træt af at spise pølser. Han har dog lagt restriktioner på sig selv og nupper kun en pølse cirka hver anden dag.

I dag ligger Dusinus Pølsevogn på Adelgade på hjørnet ved Kirketorvet. Lige foran Hobro kirke. Frem til 1981 lå pølsevognen helt nede ved gågaden, men den måtte flytte på grund af opførelsen af et kunstværk. Det kunne mærkes på omsætningen.

- Den flytning betød, at jeg fra den ene dag til den anden mistede 70 procent af omsætningen, så det kunne da mærkes. Heldigvis var jeg på det tidspunkt godt polstret økonomisk, da de første par år havde været rigtig gode. Sidenhen har der været et par andre bump på vejen, blandt andet da handelsskolen flyttede fra midtbyen. Her mistede jeg en masse unge stamkunder. Men jeg klager nu ikke, og det løber fint rundt, fortæller Hans Jørgen Andersen, der to gange har fået sine hotdogs kåret som Danmarks bedste. Det var i 1979 og 2002.

- Pølsevognen er min hobby, og jeg har altid sagt, at pølsevognen kommer før alt andet i mit liv. Selvom jeg er 69 år, har jeg da heller ingen planer om at stoppe, lyder det fra Hans Jørgen Andersen, der aldrig er blevet gift og privat bor i Skjellerup, hvilket han også har gjort i omtrent 40 år.

Hans Jørgen Andersen er også en stor dyreven, hvilket særligt Kirketorvets vilde katte nyder godt af. Dem fodrer han hver dag, og han bruger omtrent 500 kroner om måneden på foder.

- Vi har en lille katte-sparebøsse i pølsevognen, som kunderne kan komme en skilling i som tilskud til katte-foderet. Det indbringer vel et par hundrede om måneden. Resten betaler jeg selv. Lige nu er der fem katte, blandt andet en fantastisk smuk skovkat, fortæller Hans Jørgen Andersen.

40-års jubilæet markeres på lørdag, hvor man kan købe hotdogs og cocio-kakaomælk til helt særlige priser.

- Sådan fejrede jeg også mit 30-års jubilæum, og det var helt vildt, hvad der kom af mennesker, så jeg er godt forberedt og glæder mig rigtig meget. Men det afhænger også af vejret, lyder det afslutningsvist fra Hans Jørgen Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...