Jubilæet blev fejret over tre dage, der alle havde en flot opbakning

KLEJTRUP: Klejtrup Boldklub rundede forleden i sidste uge et skarpt hjørne, da klubben fyldte 50 år.

Jubilæet blev fejret over tre dage, der alle havde en flot opbakning.

Først var der festlig ungdomsdag med en lang række aktiviteter for børn og unge.

Det blev en hæsblæsende og aktiv eftermiddag, hvor Klejtrup stadion var omdannet til en stor legeplads for alle fodboldglade børn.

Dagen sluttede med en stor fællesspisning i hallen.

Her blev smilet, hygget, grinet og leget - og det kunne store mængder regn ikke lave om på.

Bukselængde kryber op og ned

Dagen efter fulgte den officielle reception, hvilket igen blev et stort tilløbsstykke.

Her kunne man ikke blot komme og ønske tillykke og få lidt godt til ganen i både våd og tør form - man kunne også opleve en helt særlig udstilling om Klejtrup Boldklub, som var stablet på benene af Lokalhistorisk Forening i Klejtrup.

En udstilling med mange sjove udklip, der eksempelvis viser, hvordan fodboldmoden har ændret sig i løbet af årene.

Særligt bukselængden er krøbet både op og ned.

Efter receptionen fulgte en hyggelig five-a-side-turnering.

Rosinen i pølseenden var lørdag aften, hvor der var indbudt til kæmpe jubilæumsfest i hallen med lækker mad, dans og musik.

Planlægning i god tid

Også her var opbakningen fornem med godt 250 deltagere.

- Planlægningen af jubilæet begyndte for et år siden, hvor vi i bestyrelsen drøftede, hvordan vi skulle markere det.

- Her blev vi hurtig enige om, at den skulle have maksimal gas, men at det samtidigt var vigtigt med aktiviteter og tilbud for alle aldre, fortalte Kenneth Ravn Sørensen, formand i Klejtrup Boldklub.

- Det synes vi lykkedes med det meget afvekslende program over de tre dage, og her er vi fantastisk glade for den store opbakning til det hele.

Boldklubben Sydhimmerland

I forbindelse med jubilæet har Klejtrup Boldklub udgivet et læseværdigt jubilæumsskrift, der fortæller mange gode historier om klubben og de 50 år.

Heri kan du blandt andet læse, at klubben rent faktisk startede som Boldklubben Sydhimmerland i 1969.

Nemlig som et samarbejde mellem Lindum, Onsild og Klejtrup.

I 1989 trak Onsild og Lindum imidlertid sig fra samarbejdet, men vi skulle frem til 2013 før navnet blev ændret til Klejtrup Boldklub.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...