Theaterrestauranten, som nu forpagtes af 57-årige Tonny Hoberg, Ørum, henvender sig bredt og serverer mad fra klokken 8 til 22 hver dag

HOBRO: Forestil dig en Hobro Theaterrestaurant, der serverer både morgenbuffet, frokostbuffet og aftenbuffet og holder åbent fra klokken 8 morgen til 22 aften alle ugens syv dage.

Et spise- og mødested i hjertet af byen, hvor yngre familier med børn kigger forbi til en hurtigt serveret gang aftensmad.

Hvor børnene vel at mærke får mulighed for at være - hvor erhvervsfolk mødes med forretningsforbindelser over en frokost, hvor unge sidder og læser lektier over en kop kakao.

Eller hvor håndværkere og andet godtfolk falder ind til en fyraftensøl og måske en gang aftensmad.

Dertil en Theaterrestauranten med en tilstødende afdeling til servering for dem, der har tid og lyst til at ville vente på det mere gourmetagtige og få maden serveret ved små runde borde.

Op til 210 gæster i ét selskab

I forvejen har det kendte Hobro-spisested mulighed for at koble de forskellige lokaler sammen, så selskaber på op til 210 gæster på én gang kan betjenes.

Al maden tilberedes nemlig af erfarne folk i det stærkt moderniserede restaurationskøkken, hvorfra 80 procent af produktionen i øvrigt sendes ud af huset til skoler, virksomheder og selskaber.

Til overflod råder Theaterrestauranten som en nyhed over en nyopført, glasoverdækket ”havestue” ud mod Vestergade/Rørholmsgade med fine anvendelses muligheder navnlig i den lysere del af året.

Så når restauratør og forpagter Tonny Hoberg straks efter årsskiftet tager fat på at udvikle den nye udgave Hobro Borger & Håndværkerforenings 116 år gamle Theaterrestauranten, stiller Hobro Borger- og Håndværkerforening som ejer op med pænt store forventninger.

Flere mennesker ind i huset

- Der er virkelig tale om en stor omlægning, hvor vi får mange mennesker i tale, men vi tror fuldt ud på Tonnys ideer om at trække flere mennesker ind i huset, som jo råder over byens bedste selskabslokaler.

- Samtidig skal vi meget gerne have vores tidligere klientel tilbage.

- Siden restaurantens start i 1902 har vi været et samlingspunkt for kulturlivet, og desuden skal vi meget gerne også have håndværkmestrene, som jo udgør en del af ejerskabet, tilbage som brugere af restauranten, pointerer mangeårigt bestyrelsesformand i Hobro Borger- og Håndværkerforening, Preben Jensen.

- Vi haft god sparring af et professionelt ejerskab, som inden for rimelighedens grænser giver os gode muligheder for at prøve nogle ideer af, kvitterer Tonny Hoberg, der bor i Ørum.

Mangfoldighed

- Jeg har en stor tro på, at det skal lykkes at bringe forskellige typer af mennesker sammen på et sted som Theaterrestauranten.

- Få eksempelvis unge ind fra gaden til mødes her, lave lektier eller hvad ved jeg - uden købetvang.

- De må gerne sidde her. Vi er her jo alligevel og ikke alt skal handle om omsætning.

Omvendt - skulle nogle af de unge finde på at købe en øl lige inden biograftid har jeg en aftale med Jens Arne Østergaard fra Filmteatret om, at hvis ikke de har drukket færdig, så tager de bare deres øl med op i biografen, siger Tonny Hoberg.

- Jeg elsker den mangfoldighed, der udspiller sig, når vi holder åbent hus i mine to kroer i Vammen og Klejtrup og har fyldt helt op i krostuen med et godt blandet klientel, uddyber han.

Foretagsom

Siden 1982 har nu 57-årige Tonny Hoberg drevet team bulding firmaet Foulum Eventpark med afsæt i sin egne 22 år ved militæret.

Blandt andre foretagender ejer han både Vammen Kro og Søkroen i Klejtrup og har tidligere også stået for en golfrestaurant i Viborg.

Samdriftsfordelene har gjort det muligt for Tonny Hoberg at fastholde et erfarent køkken- og serveringspersonale - heraf nogle med mere end snes års rutine i branchen.

Hidtil har han brugt de to krokøkkener til mad ud af huset kunderne inden for skoler og erhvervsliv.

Fra vugge til grav

Fremover skal kroerne alene betjene lukkede, forudbestilte selskaber.

Hvis nogen ringer til de to kroer og bestiller smørrebrød, foregår produktionen i køkkenet på Theaterrestauranten, som er blevet moderniseret for en lille million kroner.

- Og så råder restauranten i Hobro jo over nogle fortræffelige selskabslokaler, der kan lukkes af til bestyrelsesmøder i de mange store og små foreninger, der findes i Hobro-området

- Netop mad til selskaber fra vugge til grav har været vores store force.

- Vores dygtige medarbejdere vil meget hurtigt komme efter det med a la carte servering, forudser Tonny Hoberg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...