Hans Mikkelsen fylder 75 år 21. april

HOBRO: Fhv. vicekriminalinspektør Hans Mikkelsen, Bøgevej 25, Hobro, fylder søndag 21. april 75 år.

Hans Mikkelsen kom fra København til Hobro politi i 1972. I 1977 blev han ansat i kriminalpolitiet, hvor han arbejdede, indtil han gik på pension i 2004.

I kriminalpolitiet var han gennem årene sagsbehandler på nogle af politikredsens meget omtalte økonomiske sagskomplekser.

Han har brugt meget af sin fritid på forskellige tillidsposter inden for idrætslivet i Hobro.

I 1990 blev han valgt ind i bestyrelsen for HIK Håndbold, hvor han efterfølgende var formand for klubben i syv år. Samtidig var han med i hovedbestyrelsen i Hobro IK, der dengang var en sammenslutning af fodbold, håndbold og bowling.

Han overtog posten som hovedformand i 2002, og efter en række år nedlagde han sin egen post i forbindelse med en omstrukturering af klubben.

Hans Mikkelsen har været i bestyrelsen for Hobro Idrætscenter i 25 år, heraf 13 år som formand. I forbindelse hermed blev han i 2013 også formand for Danhostel/Hobro Vandrehjem, der blev overtaget af idrætscentret, og denne post beklæder han stadig.

Hans Mikkelsens store fritidsinteresse er golf. Han spiller i Volstrup Golfklub, hvor han efter ni år som formand sidste år valgte at drosle ned og nu er næstformand.

Fødselsdagen fejres under private former i familiens sommerhus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...