22 personer på affaldsjagt i Rostrup i søndag

ROSTRUP: Søndag blev der samlet affald rigtig mange steder som et led i Danmarks Naturfredningsforenings årlige landsdækkende indsamling. Ét af stederne var i Rostrup, hvor traditionen blev genoptaget efter nogle års pause. Det blev en succes – altså hvis man kan kalde det en succes, at man kan finde så meget affald i naturen…

Det var Susanne Riis Christiansen, der havde taget initiativ til, at der igen skulle indsamles affald i Rostrup og omegn.

- Tidligere var det skolen, der stod for indsamlingen, men siden den lukkede, har der ikke været nogle til at tage over. Jeg er selv engageret i Rostrup Løbeklub, og når vi er ude at løbe, kan jeg se, hvor meget skrald der rent faktisk ligger i grøftekanten. Derfor tænkte jeg, at det var tid til at genoptage traditionen, lød det fra Susanne inden starten på indsamlingen. Nogle timer senere kunne hun gøre status:

- Vi endte med at blive 22 personer, der tilsammen indsamlede 80 kilo skrald, heriblandt 300 øl- eller sodavandsdåser, mange af dem med pant, samt mere end 600 cigaretskodder. Til sammen rengjorde vi mere 100 kilometer grøftekant, lød status fra Susanne, der samtidig undrede sig over, at folk bare smider deres affald.

To af de personer, der trodsede den kølige forårsbrise, og stod klar klokken 9.00 søndag morgen, var Mia Lassen og Stine Frandsen, der begge bor i Rostrup.

- Det er vigtigt, at man står sammen om at holde sin by og område rent. Samtidig er det rigtigt hyggeligt, og man får en masse frisk luft, samtidig med at man gør noget godt, lød det samstemmende fra de to morgenfriske piger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...