Lions har haft succes med at indsamle aflagte briller i forbindelse med Folketingsvalget

MARIAGERFJORD: 925 par briller kom der ind ved Lions brilleindsamling i Hobro, Hørby, Mariager og Onsild i forbindelse med Folketingsvalget.

- Vi har nu også medlemmer fra Mariager i Lions Hobro, og vi har derfor for første gang prøvet at samle briller ind i Mariagerhallen. 194 par briller blev det til i Mariager. Det synes vi er rigtig flot, og det giver mod på at prøve igen næste gang der er valg, siger præsident for Lions Hobro, Jens Hald.

- Der var stor hjælpsomhed fra de tilforordnede. I Hørby blev der stillet ekstra borde ind til vores indsamlingskasse, så den var synlig, fortæller Jan Rømsgaard fra Lions Hobro, der var koordinator på indsamlingen,

De mange briller skal nu renses, opmåles og pakkes i plastposer, så de er klar til udlevering i Afrika. Her vil Lions fagfolk eller samarbejdspartnere uddele brillerne til brugere, der har brug for briller med de opmålte styrker.

- Det er dejligt at opleve en sådan opbakning til vores brilleindsamling. Med sådan en opbakning fra Hobro og Mariager forventer vi også at være på pletten på valgstederne næste gang der kommer et valg, siger Jens Hald.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...