Blåbærhaven og Kløverbakken viser rundt hos beboerne lørdag 15. juni, hvor du kan spise med og køre i den nye beboerbus

KLEJTRUP: Klejtrup Friplejehjem inviterer lørdag 15. juni fra klokken 10 til 13 til åbent hjem på begge friplejehjem, Blåbærhaven og Kløverbakken.

Det betyder helt bogstaveligt, at du som besøgende kan kigge inden for i lejlighederne og se, hvordan ældre bor og trives på de kanter.

Du får mulighed for at blive vist rundt og for at stille spørgsmål både til beboere og personale.

Fra klokken 10 serveres rundstykker både på Blåbærhaven og Kløverbakken.

- Klokken 11 benytter vi samtidig lejligheden til at indvie vores nye ni personers bus, som længe har været et meget stort ønske.

Bussens navn afsløres

- Samtidig afslører vi, hvad bussen kommer til at hedde, bebuder Susanne Molbæk, som er forstander på Kløverbakken.

Klejtrup Friplejehjem driver to selvstændige enheder, begge med plads til 24 beboere og egen forstander.

Hos Blåbærhaven er Birgith Sæderup forstander.

Busindvielsen foregår på Kløverbakken.

Herefter kører bussen til Blåbærhaven, hvor den højtidlig bryder det røde bånd, som en markering af, at bussen er klar til brug.

Resten af arrangementet tjener nyanskaffelsen som shuttle-bus i fast rutefart mellem de to friplejehjem.

Helt oplagt, eftersom der vil være et lille traktement på begge friplejehjem.

Traktementer

Ud over rundstykker kan du på Blåbærhaven nyde stegt flæsk med persillesovs og nye kartofler til frokjost klokken 12 i anledning af, at 15. juni jo også kendes som ”kartoflens dag” og Valdemars dag”.

Og på Kløverbakken serveres i øvrigt en anden dansk specialitet - nemlig hotdogs direkte fra pølsevognen.

- Siden vi sidst har holdt åben hjem, har vi blandt andet udvidet Blåbærhaven med fire nye lejligheder, så vi på begge hjemmene, har plads til beboere i 24 lejligheder.

- Vi har også overdækket en meget stor del af Kløverbakkens terrasse til stor glæde for alle.

- Alt dette og hjemmene i det hele taget vil vi gerne vise frem.

- Vi ønsker at efterkomme de mange henvendelser, vi får på at se vores friplejehjem, forklarer Susanne Molbæk.

Kig rundt og spørg løs

- Det gælder ikke blot fra ældre medborgere og deres pårørende, som står overfor på sigt at skulle vælge hvilket plejehjem, de ønsker at benytte.

- Men også ønsker fra mange andre interesserede, som enten blot er nysgerrige efter at vide, hvad der foregår på vores to friplejehjem i Klejtrup.

- Eller som kunne have lyst til at yde en frivillig indsats for vore beboere på den ene eller den anden måde, uddyber Susanne Molbæk.

Klejtrup Friplejehjem nyder allerede i dag godt af en stor skare af frivillige, som gør et fantastisk arbejde til gavn for beboerne, understreger man på hjemmet.

Nu glæder man sig til at se mange gæster lørdag 15. juni.

De to afdelinger er beliggende henholdsvis Skårupvej 46 (Blåbærhaven) og Sandstrædet 36 C (Kløverbakken).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...