GENÅBNET: Pinsens genåbning med pænt publikumbesøg og flot sol leverede endnu et synligt bevis på, at elgene trives i mosen

LILLE VILDMOSE: Årets første elgkalve i Lille Vildmose kom til verden i pinsen.

En perfekt timing, skulle man mene.

Men noget publikumssynligt tilløbsstykke blev det af gode grunde ikke, da Lille Vildmose 2. pinsedag fik leveret endnu et bevis på, at elgene i mosen trives.

Det store dyr ynder ikke at promenere med afkommet.

Men til alt held lykkedes det en både heldig og dygtig fotograf at fange en elgko med sine to nyfødte kalve på Hegnsvej mellem de vandfyldte gravebaner.

- Normalt føder en elgko en enkelt kalv, der sammen med kalven fra det forrige år ofte følger koen.

- Men det er slet ikke unaturligt, at ældre elgkøer får to kalve.

- Elgkalvene vejer 12-15 kilo og følger straks deres mor på usikre ben, fortæller en begejstret Jakob Konnerup, naturvejleder på Lille Vildmosecentret.

Kalvene er siden observeret svømmende i de gamle gravebaner, hvor de svaler sig af i varmen.

En kølig dukkert

Netop i mosens vådområder ses elgene ofte i sommermånederne.

- Her spiser de pil og birk og bruger de vandfyldte gravebaner til at afkøle deres store kroppe.

- Elgen er en god svømmer, og cirka 40 procent af elgens føde kan i sommerperioden bestå af vandplanter, uddyber Jakob Konnerup.

Elgen stikker hovedet under vandet og græsser på vandplanterne.

Op til fem meter vand har elge formået at dykke for at få tænderne i nogle lækre planter.

Netop en pinse med høj sol og varme dage lokkede rigtig mange gæster til Lille Vildmosecentret, som endelig kunne skyde sæson 2020 i gang med to måneders forsinkelse.

Guidede ture

Her kunne gæsterne fordybe sig i den nye udstilling, og ungerne fik brændt krudt af på den nye legeplads på centrets sydside.

Der blev kørt guidede ture i Elgenes Land i corona-udgave i hele pinsen, hvor publikum som følge af forsamlingsforbuddet ikke fik lov til at komme ud af bilerne.

Turene af halvanden times varighed fortsætter i den kommende weekend med afgang klokken 10.30 og 13.30.

Billetter købes i Lille Vildmosecentret flotte og nybyggede reception, som frister med et store udvalg i souvenirbutikken.

Alle er i sagens natur velkomne.

Måske er du så heldig at få et glimt af mosens nye beboere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...