PRÆSTE-TANKER: Sognepræst Nadia Uhrup Hassig, Vive og Hadsund, tager afsæt i det amerikanske politidrab på George Floyd

MARIAGERFJORD: Every life matter.

I de seneste uger har avisoverskrifterne om corona-pandemien igen fået konkurrence.

Denne normalisering ville have været en kærkommen ven, hvis ikke det havde været af en så meningsløs og voldsom begivenhed.

Det er selvfølgelig politidrabet på den afroamerikanske George Floyd under en anholdelse i Minneapolis 25. maj, som jeg taler om.

Efterfølgende har bevægelsen mod racisme Black lives matter fået fornyet vind i sejlene.

Det er blæst op til storm både i USA og i resten af verden.

Sidste uge nåede demonstrationerne til Danmark.

Nok er nok

Flere tusinde mennesker fyldte gaderne i København, Århus og Odense med slagord og bannere: ”Black lives matter!”, ”Silence is violence!”, ”Enough is enough!”.

Racismen lever ikke kun i USA men også i vores eget samfund, om end den er mindre i øjnefaldende.

Mira Skadegaard post. doc. ved Århus universitet og forsker i racisme har udtalt, at ”der nok ikke er et sted på jorden, hvor der ikke findes diskrimination og forskellige former for racisme”.

Men hvis vi skal være ærlige over for os selv - måske ville det være et godt sted at begynde - behøver vi ikke en professor til at fortælle os dette.

Jeg tror, at de fleste kan komme i tanke om situationer, hvor vi enten har været vidner til racisme eller har oplevet den på egen krop.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på Grundtvigs ord: ”Menneske først og kristen så” fra digtet af samme navn.

Sådan er det i kristendommen. Vi er først og fremmest alle uden undtagelse gudsskabte mennesker, og deri grundes vores menneskeværd.

Det er det vigtigste.

Om vi er kristne, muslimer eller bekender os til det flyvende spaghetti monster ændrer ikke på vores værdi som mennesker – heller ikke selvom jeg som præst tror at det gør en verden til forskel for, hvorvidt vores liv opleves som meningsfuldt.

Med racismens øjne

Set med racismens øjne er det modsat.

Der er du kristen eller arisk eller hvid først og menneske så.

Det vigtigste er altså ikke vores fælles menneskelighed men det der gør os forskellige.

Det der gør det muligt at sætte skel mellem os og de andre.

Kristendommen er netop ikke alene for de særlig udvalgte.

For det folk, som Gud i Det gamle testamente udvalgte til at være sit - israelitterne.

For dem som kulturelt og etnisk ligner hinanden.

Det ligger i kristendommens dna at række ud mod de andre.

I Apostlenes Gerninger (fra Det nye Testamente) der handler om kirkens fødsel, hører vi om en diskussion mellem apostlen Peter, som mener, at kristendommen kun er for det udvalgte folk altså israelitterne - og apostlen Paulus, som modsat vil bringe kristendommen ud til verdens ende på trods af kulturelle forskelle og etnicitet.

Det ender som bekendt med, at Paulus rejser til Lilleasien, Grækenland og Rom med budskabet om Guds grænseoverskridende kærlighed i ryksækken.

Vender vi til sidst blikket tilbage mod USA, er det oplagt at spørger os selv med en let omskrivning af det fortærskede udtryk:

What would Paulus do?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...