WOWW: Maya Christine Helm i bærende rolle i gymnasiets musical, Wonder

MARIAGERFJORD: En amerikansk udvekslingselev indtager intet mindre end den kvindelige hovedrolle i årets musical på Mariagerfjord Gymnasium - Wonder, der foregår i tressernes New Orleans.

Maya Christine Heim (3.lm) har ganske vist en del teatererfaring med i bagagen.

Men hun må i sagens natur knokle med at få de danske replikker ind under huden.

Maya fortæller, at der er stor forskel på at spille med i en high school-forestilling derhjemme og så træde op i en musical på Mariagerfjord Gymnasium:

Dramatikken over there

- Derhjemme har vi også en dramagruppe, men det er slet ikke en lige så stor en ting.

- Her på gymnasiet arbejder alle mulige forskellige mennesker sammen om hår, make-up, musik, kostumer, skuespillere og kulisser

Og hyggegruppen - “that cracks me up! They’re just there to be happy. I love it”, lyder det begejstret fra Maya.

Hyggegrupen vender vi tilbage til.

Årets elevstyrede musical hedder altså Wonder og tager publikum tilbage til 60’ernes New Orleans

Som det har været praksis i en årrække både skrives, instrueres og opføres (musik og drama) forestillingen af gymnasieeleverne selv.

Og ikke kun amerikanske Maya, men samtlige over 100 medvirkende for og bag har travlt med at få iscenesættelse, skuespil, kor, musik, dans, scenografi, pr, lyd og lys på plads.

Alt skal være klar til premieren tirsdag 28. januar klokken 19.

Hæsblæsende

Som en klassisk musical byder Wonder både på dans, masser af god musik og en hæsblæsende historie om svimlende storhed og fald.

Publikum møder entertaineren James Wonder, der tænker tilbage på sit liv fyldt med fest, farver, fantastiske tilbud og de valg, han har truffet.

Men bag de storslåede shows og den enorme succes lurer der noget i skyggerne.

For hvad sker der, når kameraet slukker, og James træder ud i sit virkelige liv?

Manuskriptet er skrevet af en gruppe elever i sommerferien, og forestillingen instrueres af Anna Juul (3.lm), Tilde Hansen (3.lm) og Ditte Jakobsen (2.lmx).

Trioen forsikrer, at publikum roligt kan glæde sig.

Den usynlige mur

- I mange scener bryder vi den usynlige mur, der befinder sig mellem scenen og publikum, så publikum bliver en del af handlingen.

- Muren bliver dog hurtigt bygget op igen, og vi kommer om bag facaden og møder den private side af James Wonder, der er meget forskellig fra den perfekte rolle, han spiller i sine shows.

- Det er på én gang meget intimt og voldsomt at være vidne til, og vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan publikum tager imod det, fortæller Anna Juul.

Musicalen er 100 procent elevproduceret med stor opbakning fra skolen.

I kulissen træder dramalærer Sarah Mortensen Søe, musiklærer Asger Sorgenfrei og pensioneret gymnasielærer Ole Bent Larsen til som de sparringspartnere, eleverne kan trække på efter behov.

Og der er brug for alle typer af bidrag.

Førnævnte hyggegruppe blev således introduceret forrige år.

Den sørger blandt andet for at hente frokost, bage kage og rydde op, så de andre medvirkende kan koncentrere sig om deres opgaver.

- Så der er vitterligt en plads til enhver i gymnasiets musical, anerkender amerikanske Maya Christine Heim.

- Ja, alle kan være med - også udvekslingselever, griner Anna Juul.

Sådan spiller de

Hvis du gerne vil opleve musicalen Wonder, så opføres den på gymnasiet følgende fire dage:

Tirsdag 28. januar klokken 19 (premiere).

Onsdag 29. januar klokken 19.

Torsdag 30. januar klokken 19.

Fredag 31. januar klokken 19.

Derudover inviterer gymnasiet til en skoleforestilling torsdag 30. januar klokken 11 for de omkringliggende folkeskoler, privatskoler og efterskoler.

Billetter kan købes på Safeticket, som findes ved at følge linket øverst på gymnasiets hjemmeside (www.mf-gym.dk).

Der er rift om billetterne.

- Så tøv endelig ikke for længe med at købe adgangskort til en af de fire forestillinger, anbefaler musicalholdet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...