Datteren døjede med skæv ryg - indtil Annette Riis Laursen uddannede sig som massør og i dag driver Hobro Helse

HOBRO: For fem år siden fik Anette Riis Laursens datter konstateret skæv ryg og kom i forskellige behandlingsforløb.

Ingen af dem var særligt vellykkede, hvilket fik Anette til at tage sagen i egen hånd.

Hun har altid interesseret sig for kroppen, træning og sund kost.

Skæv ryg

Så da datteren, Nanna, tilbage i 2014 begyndte at døje gevaldigt med ryggen og fik konstateret skæv ryg - også kaldet skoliose - insisterede Anette Riis Laursen selvfølgelig på, at Nanna skulle have den bedst tænkelige behandling.

Desværre var behandlingerne ikke optimale.

Nanna døjede i en lang periode med mange smerter og et stort ubehag.

Lige indtil Anette tog en beslutning.

- Jeg valgte ganske enkelt at tage en uddannelse til fysiurgisk og terapeutisk massør, så jeg selv kunne begynde at behandle Nanna, og efter vi kom i gang med behandlingerne, hjalp det med det samme.

- Hun fik det hurtigt meget bedre, og i dag er hun 16 år og går på efterskole for fuldt skrald, beretter Anette.

- Da jeg læste anatomi og fysiologi, fik jeg også hurtigt øjnene op for, hvor fantastisk vores krop er, og hvor meget tingene i vores krop rent faktisk hænger sammen.

Det hænger sammen

- Det ville jeg gerne arbejde med, og derfor tog jeg massøruddannelsen.

- Efter endt uddannelse slog jeg for omtrent et år siden dørene op for Hobro Helse Klinik på Randersvej 100.

- Her har jeg foreløbigt åbent tre dage om ugen.

- Jeg behandler rigtig mange med spændinger i nakke, skuldre, hoved og muskler.

- Ubehaget kan skyldes mange forskellige ting, blandt andet forkerte arbejdsstillinger og stress.

- Jeg kigger altid på hele kroppen, og et problem i nakken kan eksempelvis godt stamme fra problemer i lænden.

Med Panodil som følgesvend

- Mange får ikke den rigtige behandling, og alt for mange lever på smertestillende og har eksempelvis Panodil som en tro følgesvend for at klare hverdagen.

Det er et meget usundt mønster for kroppen, fortæller Anette, der er en såkaldt RAB-behandler, hvilket vil sige, at hun er registreret alternativ behandler og dermed skal opfylde en række kriterier, der er fastsat af hendes brancheorganisation.

Udover at være fysiurgisk og terapeutisk massør tilbyder Anette Riis Laursen sig som kostvejleder og slankekonsulent, og så er hun i gang med at uddanne sig til akupunktør på akupunkturakademiet i Århus.

Handicaphjælper

Hertil kommer, at hun såmænd også fortsat passer et job som handicaphjælper 20 timer om ugen.

- Til oktober skal jeg til den første eksamen på den 3-årige akupunktør-uddannelse, og når den forhåbentligt er veloverstået, må jeg begynde at behandle.

- Jeg glæder mig til også at kunne tilbyde den behandlingsform. Sammenholdt med, at jeg allerede har pænt travlt, gør, at jeg snart håber at gå all-in med Hobro Helse Klinik og gøre det til min fuldtidsbeskæftigelse.

Stor interesse

- Jeg begyndte for omtrent et år siden, og interessen har været rigtig flot.

- Jeg har mange trofaste kunder. Både klienter, der har konkrete problemer.

- Men også nogle, der bare kommer fordi de vil være gode ved sig selv med massage, fortæller Anette, der privat er gift med Lau.

Sammen har de døtrene Nanna på 16 år og Camilla på 14 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...