OPRYDNING: Frank Damborg kvitterer for hjælpen, da unge ledige tog en tørn med oprydning af masser af skrald på nyindkøbt dyrepark-jord

ARDEN: ”En stor tak til vor ven Vaks”.

Sådan indleder Frank Damborg, formand for Arden Dyrepark sin lille fortælling om et stykke ekstra dyrepark, der viste sig at være godt fyldt op med affald.

En slem rodebutik.

Men så tog det kommunale aktiveringsteam - Vaks - fat.

Frank Damborg skriver:

Købte to tønder land jord

”Arden Dyrepark købte sidste sommer to tønder land ekstra jord.

Vi købte jorden af en ”bobestyrer”, og den tidligere ejer havde slæbt alverdens materialer ud på jordstykket.

Gamle vogne, en udbrændt campingvogn, drivhus som var smadret i atomer (Ardens ungdom som synder ved begge).

Der lå pandeplader mange steder, og da disse blev løftet blev mange mus hjemløse.

Der var bildæk på fælge. Desuden var der sat både fårehegn, almindelig hegnstråd, nylonsnor og andet op for at indhegne jordstykket.

En slem gang rod

I efteråret kontaktede jeg Vaks og spurgte, om de ville være behjælpelige med at fjerne alt som ikke hørte til i naturen.

Det ville de, og her midt i januar gik de så i gang med at samle alt ovennævnte i to dynger, som vi får en jernhandler til at hente.

Desuden har de fældet træer og har haft flishuggeren i gang for at knuse træer og grene.

De har haft gang i traktor ”med spil”, for at slæbe træer væk.

Den tidligere ejer har også efterladt plastikspande, plastik, glasskår og andet affald som vor ven Vaks tog med og afleverede på Genbrugspladsen i Arden.

Ja, hvem er så ham Vaks?

Vaks er et aktiveringsprojekt for ledige borgere i Mariagerfjord Kommune.

Det hedder Vaks-teamet., som er en forkortelse for - vejledning, aktivering, kompetence og samfundsnytte.

Vaks-teamet

Vaks-teamet hjælper frivillige foreninger med en række praktiske opgaver som små renoveringer, male og have arbejde, anlægning af fliser med videre.

Det er antallet af ledige, der bestemmer, hvor mange opgaver Vaks kan løse.

Det er koordinatorerne hos Vaks, der prioriterer, hvilke opgave de har mulighed for at løse.

Udgifter til materialer afholder foreningerne selv og der kan forekomme mindre udgifter til vedligeholdelse af værktøj og andre driftomkostninger.

Tusind tak til Vaks

Ønsker du arbejdet udført at faglærte, må Vaks henvise til private virksomheder med den rette kompetence.

Arden Dyrepark vil gerne sige tusind tak til Vaks, og det gælder både ledere og jer, der er i aktivering.

I har udført et arbejde som var uoverskueligt for os i bestyrelsen og et arbejde, der er udført til UG med kryds og slange.

Alle aftaler er overholdt. Se, så bliver man jo helt glad i låget.

Ps. I har fortjent mere end de kager og sodavand, I fik.

På Arden Dyreparks bestyrelses vegne.

Frank Damborg”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...