Mindre udhus nedbrændt på ejendom mellem Skelund og Als

ALS: Nordjyllands Beredskab måtte mandag sidst på eftermiddagen have fat i den fælleskommunale miljøvagt for Aalborg, Rebild, Brønderslev og Mariagerfjord kommuner i forbindelse med en brand i et mindre, fritliggende udhus på en landejendom på Korupvej mellem Skelund og Als i Mariagerfjord Kommune.

Ved branden, som Nordjyllands Beredskab blev alarmeret om kl. 16.57, sprang tagplader, og ifølge indsatsleder Thomas Bach Sørensen fra Nordjyllands Beredskab er det normalt tegn på, at der er asbest i taget.

Den mistanke blev bekræftet af miljøvagten, og derefter blev der ringet efter et skadeservicefirma til at komme og rydde forsvarligt op efter branden.

Thomas Bach Sørensen oplyser, at beredskabet ofte støder ind i asbestproblematikken.

- Det er ved alle ældre bygninger, men det er så nemt for os, for så snart, tagpladerne springer, er det en meget klar indikation af, at der er asbest i, forklarer indsatslederen.

Det er uafklaret, hvad der udløste branden på ejendommen mellem Skelund og Als.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...