Astrid Seidenkrantz har arbejdet i Nordea i 38 år. Nu har hun skiftet til en stol som ny kunderådgiver hos Jutlander Bank

Det er aldrig for sent at prøve noget nyt.

Ud fra den devise tog 58-årige Astrid Seidenkrantz beslutningen om at træde til i Jutlander Bank efter at have arbejdet for Nordea gennem hele sin 38-årige karriere i banksektoren.

I Jutlander Bank skal Astrid Seidenkrantz være privatkunderådgiver i bankens afdeling i Arden, hvilket hun ser frem til.

- Jeg har været rigtig glad for min tid hos Nordea, men da min stilling som senior private banker faldt væk, tænkte jeg, at det kunne være spændende at prøve noget nyt et andet sted i stedet for at blive forflyttet til en anden stilling internt, begrunder hun sit jobskifte.

Astrid Seidenkrantz fandt Jutlander Bank særligt tillokkende som ny arbejdsgiver, fordi hun har hørt på vandrørene, at banken har en god personalepolitik.

Før Astrid Seidenkrantz er i fulde omdrejninger hos sin nye arbejdsplads, er det nødvendigt med en genoplæring inden for nogle forskellige fagområder. Hun har tidligere arbejdet som privatkunderådgiver, men da det ligger 23 år tilbage i tiden, vil hun i starten få hjælp af sine nye kollegaer, så hun igen kan blive helt skarp på områder som bolig, kredit og konvertering.

- IT-systemerne er også anderledes her, end hvad jeg har været vant til, men jeg ser meget frem til at lære noget nyt, siger hun.

Astrid Seidenkranzt har til gengæld stor ekspertise inden for rådgivning af pension og investering gennem mange år som investeringsrådgiver, og det vil komme Jutlander Banks afdeling i Arden til gavn.

- Planlægning af kundernes tredje alder er der, hvor min kæphest ligger. Selvom det er noget, man ikke må sige højt i Jylland, så synes jeg selv, at jeg er ret god til det, siger hun.

Astrid Seidenkrantz bor på en gård ved Støvring sammen med sin ægtefælle Ole, som hun har været gift med i 32 år. Sammen har de to voksne døtre på henholdsvis 28 og 30 år samt to børnebørn på to og fire år. Næsten alt hendes fritid går med lydighedstræning af sin labrador Linca og andres hunde gennem Støvring DCH; Dansk civile hundeføring. Desuden elsker hun at rejse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...