LOF: Skoleleder Jan Vestergaard fremhæver i sin nytårsstatus gode samarbejdsforløb som Vanebryderne - med blandt andre Hjerteforeningen

MARIAGERFJORD/REBILD: Samarbejde er bare sagen.

Det fremhæver skoleleder Jan Vestergaard, Liberalt Oplysningsforbunds i Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Han gør det på baggrund af blandt andet erfaringerne indhøstet via samarbejdet med Hjerteforeningen i begge kommuner.

- Vi når længst med vores virke, hvis flere foreninger arbejder sammen, og det vil altid være en win-win situation for alle.

- Samarbejdet med Hjerteforeningerne i begge kommuner ser jeg som unikt.

- Ud over de 13 hjertemotionshold har vi store satsninger som Hjertehøjskolen i Rebild og her i februar 20 Nytårskuren i Mariagerfjord.

- Her kan du opleve både Amburevy indslag og læge Peter Qvortrup Geisling.

- Og samarbejdet i både Kulturtallerken med fem andre foreninger samt Kulturkaffe med tre andre foreninger tegner tre andre gode eksempler på, hvordan vi løfter opgaven i fælles forening, uddyber Jan Vestergaard.

Vanebryderne

Han betegner 2019 som ”et rigtig godt år for LOF i begge kommuner”.

- Her har Vanebryderne udgjort et af højdepunkterne.

- Det er ikke et vægttabstilbud, men et tilbud for alle, uanset vægt, om at ændre på den del af livsstilen, som man ønsker at gøre noget ved.

- Lidt over 100 borgere har deltaget i seks forløb i 2019, og nye er på vej her i 2020, roser Jan Vestergaard og kvitterer i den forbindelse for det gode samarbejde med Hjerteforeningen og Sundhedsafdelingen i Mariagerfjord kommune.

Ny teknik i spil

Han betegner overgangen til det nye år som ”både spændende og en udfordring.

- Spændende, fordi vi jo altid har nye kurser på programmet - opstået enten ud fra egen ide - men mere ofte, fordi rigtig mange nye undervisere henvender sig til os med ønske om, at LOF skal udbyde deres kurser.

- Men også en kæmpe udfordring, fordi vi ved årsskiftet gik over til et helt nyt administrationssystem, som på sigt vil give store fordele, både i administration og i forhold til markedsføring af hjemmeside.

Enhver, der har været i berøring med skift af it, ved, at det giver store udfordringer.

- Og børnesygdomme undgår vi heller ikke.

Forårets tilbud

- Men med lidt is i maven, tålmodighed og forståelse fra især vore undervisere og kursister, skal det nok blive godt når overgangen er overstået, beroliger Jan Vestergaard.

Foråret 2020 præges af mange gengangere på både sundhed, kreativitet, sprog, mad og litteratur.

- Men vi kommer også med nye tilbud, som tegning, hækling, vegetarmad, og mon ikke der dukker flere spændende tilbud op i løbet af foråret, reflekterer LOF skolelederen.

Du kan jo selv tjekke efter på lof.dk/mariagerfjord-rebild.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...