Den 33-årige syriske flygtning har netop renoveret City Pizza i Adelgade med nyt og dobbelt så stort køkken, nye maskiner, nye klinker på væggene, nyt toilet og nye møbler

HOBRO: - Jeg arbejder virkelig hårdt hver eneste dag.

Knokler løs 10-12 timer dagligt - også i weekenden.

- Men jeg er stolt af, at jeg ikke en eneste dag i mine seks år år i Danmark har modtaget bistandshjælp.

- Det har jeg kæmpet for at undgå, siden jeg kom hertil som kurdisk flygtning, nærmest insisterer 33-årige Ayman Abdu, Hobro.

De seneste tre år har han drevet City Pizza i Adelgade 43.

Han har netop renoveret butikken med nyt og dobbelt så stort køkken, nye maskiner, nye klinker på væggene, nyt toilet og nye møbler.

Bech’s og Danish Crown

I begyndelsen drev Ayman Abdu både pizzeria og arbejdede hos Bech’s Konditori.

- Men det stoppede han med, da forretningen efterhånden krævede al hans tid.

Inden da havde Ayman gjort rent om natten hos Danish Crown i Horsens.

Det job stammer fra årene, hvor han boede i Horsens, og hvor han gik på sprogskole om dagen.

På det store østjyske slagteri fortsatte Ayman Abdu nogen tid, efter han var flyttet til Hobro.

Hobro er min by

- Men det betød et par hundrede kilometers kørsel dagligt, så derfor spurgte jeg på Jobcentret i Hobro, om de kunne finde arbejde til mig her i byen.

Og det kunne de heldigvis - på Bech’s Konditori.

- Hobro er nemlig min by, bifalder Ayman Abdu.

En dag opdagede han så de ledige pizzeria lokaler i Adelgade 43.

- Årsomsætningen var så lav som under en halv million kroner om året, så jeg jeg satte kun nødtørftigt lokalet i stand.

- Heldigvis fik jeg efterhånden mange gode, lokale kunder, og til sidst turde jeg godt investere i at sætte pizzeriaet ordentlig i stand.

Omsætning femdoblet

Omsætningen er i dag fem gange så stor, som da jeg overtog stedet, fremhæver en glad Ayman Abdu.

- Ingen skal tro, at jeg ikke gør tingene ordentligt, bare fordi jeg er flygtning.

- Jeg har klaret mig selv - aldrig modtaget kontakthjælp - og det er jeg stolt af.

- Derhjemme kunne jeg som halvdelen af de andre fire-fem millioner kurdere i Syrien end ikke få opholdstilladelse i mit eget land.

- Jeg kunne heller ikke køre bil eller købe hus.

Her - eller hjem til Syrien?

- Opholdstilladelse fik jeg efter 23 dage her i landet, og det respekterer jeg Danmark meget for, siger en taknemmelig Ayman Abdu.

Hans fremtidsplaner peger i to retninger.

- Jeg kunne godt tænke mig at drive flere butikker her i Danmark.

- Med tiden måske endda mange butikker, funderer han.

- På den anden side savner jeg også min familie og venner hjemme i Syrien, men jeg tør ikke rejse hjem.

- Måske bliver forholdene en dag mere sikre, og så flytter jeg tilbage.

- Hvis det sker, vil jeg gerne sige tak, fordi Danmark tog så godt imod mig, erklærer Ayman Abdu.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...