Beers for Tears spiller ved et arrangement i Hobro til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Arkivfoto

Giver koncert på fredag i Hobro Idrætscenter - skal du med?

HOBRO: Bandet Beers for Tears fra Fjerritslev lægger igen vejen forbi Hobro i forbindelse med en Knæk Cancer-kampagne.

De tre gutter fra Fjerritslev Jørgen Bundgaard, Gert Pedersen og Per Rosendal "giver den en spand kul", når de fredag 19. oktober om aftenen optræder i Hobro Idrætscenter. Overskuddet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

- Det er ugen før, Knæk Cancer løber af stablen, så hvorfor ikke støtte den gode sag og få en forrygende aften på samme tid, lyder opfordringen fra to af arrangørerne, Keld Andersen og Lone Laursen, der samarbejder med Hobro Idrætscenters multihal om afviklingen.

Beers for Tears spiller musik af John Denver, Tørfisk, Dubliners, De Gyldne Løver og Kim Larsen, og der forventes trængsel på dansegulvet.

Billetter, som inkluderer buffet, koster 299 kroner og kan købes via himmerlandsbilletten.dk

Sidste år gav et lignende arrangement i Hobro med Beers for Tears et overskud på 23.729 kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Organisationen bruger pengene til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...