Berhane Gebregergish, selv tidligere flygtning, samler ind søndag 3. november - men der er brug for flere hænder

HOBRO: Berhane Gebregergish fra Eritria ved, hvad det vil sige at flygte.

Han gjorde selv turen fra Eritrea til Sudan, og efter flere forgæves slap Berhane igennem Saharas glohede og farlige ørken til Libyen.

Derfra gik turen over Middelhavet til Italien, og december 2015 endte turen i Mariager sammen med 112 landsmænd fra Eritrea.

Og søndag 3. november går Berhane Gebregergish rundt i hjembyen med raslebøssen og samler ind til fordel for Dansk Flygtningehjælp.

På ruten ledsages han af Bent Walbom, Mariager, der i flere år har samlet ind til fordel for Dansk Flygtningehjælp.

De gik også sammen i fjor

De to gik også sammen med raslebøssen i fjor.

Også på det jobmæssige kan flygtningen fra Eritrea se tilbage på en integrationsmæssig succesoplevelse.

Efter at have afsluttet niveau 2 på sprogskolen er Berhane Gebregergish nemlig kommet i tømrerlærer hos Finn Møller, Mariager.

Han har taget kørekort, fået bil og læser videre på VUC.

Berhane er én blandt flere, som er kommet godt i gang i Mariager og omegn.

- Alt dette skyldes en målrettet indsats fra kommunens side og ikke mindst de mange frivilliges engagement i Mariager og Hadsund, roser Kjeld Bernhard Nielsen, der er indsamlingskoordinator for Dansk Flygtningehjælp i Mariager-Assens.

Men stadig leder Dansk Flygtningehjælp med lys og lygte efter indsamlere i Arden, Mariager-Assens, Hadsund og Hobro.

Pengene gør det muligt for Dansk Flygtningehjælp at sætte hurtigt ind, når katastrofen rammer et nyt sted, og mennesker akut får brug for hjælp.

Tag over hovedet

I år samler Dansk Flygtningehjælp ind til at give mennesker på flugt tag over hovedet.

For alle mennesker har brug for et hjem. Uanset ,om det består af mursten, plastik, ler, blik eller bambus, så har alle mennesker brug for et hjem for at overleve.

Det gælder i verdens største flygtningelejr i Bangladesh, hvor næsten én million mennesker lige nu stuves sammen under usle forhold.

Det gælder i Yemen, hvor sulten truer 10 millioner mennesker på livet. Og det gælder for millioner af syrere, der fortsat er tvunget på flugt fra krigens ødelæggelser i enten deres eget land eller til et af nabolandene.

- Vores arbejde verden over hjælper hver dag tusindvis af mennesker med at overleve et liv på flugt.

Hvis du kan undvære tre timer

- Men vi har brug for frivillige, der vil bruge cirka tre timer på at samle ind med os, siger Kjeld Bernhard Nielsen.

Til gengæld forholder det sig sådan, at hver gang du samler 218 kroner i raslebøssen, så rækker det til at give en familie på flugt det nødvendige udstyr til at bygge et midlertidigt hjem uden for krigszonen.

- Som indsamler gør du en forskel for nogle af verdens mest udsatte mennesker på flugt, insisterer indsamlingskoordinator Kjeld Bernhard Nielsen fra Dansk Flygtningehjælp i Mariager-Assens.

Du kan melde dig som indsamler på tlf. 3373 5111 eller www.flygtning.dk.

Du kan også allerede støtte Dansk Flygtningehjælp på Mobilepay nummeret 800055.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...