Ny frisørsalon åbnet i Arden i Jernbanegade

ARDEN: Efter fire år med frisørsalon hjemme i privaten i Vebbestrup har Bianca Sabrina Brandt Laustsen slået dørene op til en ny, flot salon på Jernbanegade 7 i Arden.

Det er i byens gamle biograf lige overfor togstationen, at Bianca har åbnet Frisør Brandt. Lokaler, der også tidligere har huset en burgerbar, og senest været benyttet til spillehal.

- Ja, det var en større istandsættelse af nogle røgfyldte lokaler, men jeg er superglad for resultatet. Jeg synes salonen er blevet fantastisk flot, fortæller Bianca, der havde første åbningsdag mandag den 30. april.

- Da jeg besluttede, at jeg ville flytte min salon væk fra privaten i Vebbestrup, hvor den har haft hjemme de sidste fire år, var jeg lidt i tvivl om det skulle være til Arden eller Hobro. Jeg har gået i skole og boet i Arden, og det endte med at gøre udslaget.

- Samtidig er Arden en rigtig god by, der er inde i en positiv udvikling. På nogle områder må der dog godt ske lidt mere byen, og det håber jeg, at jeg kan være med til at bidrage til, lyder det fra Bianca, der også glæder sig over at skulle tage turen fra Vebbestrup til Arden.

- Jeg kan allerede mærke, at det er en helt anden følelse, at skulle ud ad døren, når jeg skal på arbejde. Det har jeg måske savnet lidt, mens jeg havde salonen hjemme privat.

- Stort set alle mine kunder flytter med, så selvom lokalerne er nye, har jeg allerede rigeligt travlt. Derfor leder jeg også efter en medarbejder, der kan hjælpe mig, fortæller Bianca, der har det godt som selvstændig.

- Jeg har arbejdet flere steder, inden jeg fandt min rette hylde som selvstændig frisør. Det stortrives jeg med, og jeg glæder mig rigtigt meget til at byde mange nye kunder velkommen i den nye salon.

Salonen har åbent alle hverdage, undtagen tirsdag, samt lørdag formiddag. Frisør Brandt er både frisør og negleklinik, og vil i tillæg til den daglige drift også lave forskellige kundearrangementer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...