Mariagerfjord Bibliotekerne låner fortsat materialer ud efter ”to-go”-metoden

Selv om Mariagerfjord Bibliotekerne er lukket ned - foreløbig til og med 17. januar - kan man stadig låne af materialerne på bibliotekernes hylder efter ”biblioteket to-go”-princippet.

Konceptet er meget simpelt. Man går bare ind og reserverer det ønskede materiale via bibliotekernes hjemmeside, bibliotekernes app eller Bibliotek.dk, og når beskeden om, at materialet er klar til afhentning, så på et tidspunkt tikker ind, kontakter man blot sit lokale bibliotek per telefon og aftaler et tidspunkt for afhentning.

Bibliotekerne står også klar til at hjælpe med at gennemføre reservationen og kan altid friste med en frisk anbefaling af noget af det materiale, der er hjemme.

På bibliotekerne i Hadsund og Hobro er der åbent for to-go telefonen alle hverdage mellem kl. 10 og 15 og på lørdage mellem kl. 10 og 13, mens der er telefontid på bibliotekerne i Arden og Mariager på hverdage mellem kl. 10 og 15.

Derudover er det digitale bibliotek altid åbent - det gælder eReolen, Filmstriben, Faktalink og alle de andre digitale bibliotekstilbud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...