Genåbningen kommer formentlig til at foregå i flere etaper

Efter flere måneders nedlukning af Biecentret i Hobro er der nu grund til fornyet optimisme for aktivitetscentrets mange faste brugere.

Hvis alt går efter planen, står Biecentret nu til at genåbne mandag 17. august.

- Og vi glæder os til at komme i gang igen og gense alle, medlemmer, frivillige, og brugere, bemærker koordinator Simon Griis.

I skrivende stund ligger det endnu ikke helt fast, hvordan genåbningen kommer til at forløbe, men sandsynligvis kommer det til at ske i flere etaper, så ikke alle aktiviteter starter på en gang.

Under alle omstændigheder er der dog planlagt en festlig åbning - og en efterårssæson med masser af arrangementer, hygge og festlige lejligheder.

Allerede 26. august er der ”Store Tilmeldingsdag” med tilmelding til bl.a. Biecentrets aftenskoles 10 års jubilæum, hvor Sigurd Barrett underholder, og formand for udvalget for kultur og fritid Jane Grøn holder tale.

Det er også denne dag, man kan tilmelde sig efterårets foredrag med Adrian Hughes og Hans Jørgen Bonnichsen og foredragsrækkerne med Finn Seidelin og Anne Valbjørn Odgaard.

3. september holder Bies Rytmekor åbent hus, og alle, der kunne tænke sig at prøve at synge i kor, kan komme og få en kop kaffe og en snak.

7. september afholdes første bankospil efter corona-pausen, og det bliver med et gave-velkomstbankospil med ekstra og større præmier.

17. september går turen til Hvidsten Kro og 2. oktober er der fernisering på en kunstudstilling med værker af Josef Kowalski.

- Og dette er kun indledningen til et efterår med et væld af arrangementer, aktiviteter og tilbud, bebuder Simon Griis.

Man kan læse mere om Biecentrets kommende arrangementer på Biecentrets Facebookside, i opslag på bibliotekerne og i Bie Tidende, som udkommer i uge 32.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...