Lejren varer frem til 13. juli

ONSILD: Blå Kors Danmarks sommerlejre har fået vokseværk. Fem sommerlejre sidste år er i år blevet til syv lejre med 212 børn og unge, der alle har dét tilfælles, at de kommer fra familier med forskellige udfordringer som misbrug af alkohol eller stoffer, fattigdom, psykisk sygdom eller sociale problemer.

En af de traditionsrige lejre finder i år sted ved Hobro på Onsild Efterskole, som begyndte i lørdags 6. juli og varer frem til 13. juli.

Lejren er for børn i alderen 7 til 13 år, og den skal være med til at give glæde, selvværd og måske føre til nye venskaber for deltagerne.

Erfaringen fra tidligere år er, at mange af deltagerne oplever lejrturen som et pusterum i en ofte trængt hverdag, fortæller Sandra Trampedach-Junget, som er frivilligkoordinator for Blå Kors’ ferielejre, i en pressemeddelelse:

- Vi hører tit fra både børn og unge, at lejrturen er et af sommerens helt store højdepunkter, som de har glædet sig til længe. Derfor er vi taknemmelige for de mange større og mindre økonomiske bidrag fra fonde og legater, der gør, at vi i år kan arrangere hele syv sommerlejre.

På lejren til lands skal de 40 børn rejse jorden rundt på syv dage, fortæller frivilligkoordinatoren:

- Igen i år drives Blå Kors’ lejre primært af verdens sejeste frivillige, som med deres store engagement og vilje formår at skabe uforglemmelige oplevelser og venskaber mellem deltagerne på lejrene, denne gang i et helt særligt univers inspireret af en jordomrejse, hvor de blandt andet skal besøge Antarktis, Australien og Amerika, siger Sandra Trampedach-Junget, og fortsætter:

- Vi håber, at alle tager hjem med gode minder og oplevelser i bagagen, som giver dem håb og livsmod, der varer ved - også længe efter, at lejren er forbi.

Blå Kors’ lejre er støttet af Ole Kirks Fond, Louis Petersens Fond, Jascha Fonden, Hempel Fonden, Augustinus Fonden, Lauritzen Fonden, Carl August og Jenny Andersens Fond, Civilingeniør H. C. Bechgaard og Hustru Ella Mary Bechgaards Fond samt Frimodt-Heineke Fonden. Derudover har Djurslands Efterskole i år samlet penge ind til lejrene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...