KØB: Rabatter på varer i genbrugsbutik i anledning af 125 års fødselsdag

HOBRO: Lørdag den 1. februar inviterer Blå Kors genbrugsbutik på Skjellerupvej 12 i Hobro til forbrugsfest.

I anledning af, at Blå Kors i år fejrer 125 års fødselsdag, yder genbrugsbutikken nemlig 25 procent rabat på alle varer i butikken - og inviterer på skattejagt.

Gennem alle 125 år har Blå Kors hjulpet nogle af de mennesker i Danmark, som har det allersværest.

Blandt andet mennesker, som kæmper med misbrug og hjemløshed.

Blå Kors er en kristen social hjælpeorganisation, som hjælper socialt udsatte mennesker i Danmark.

Det arbejde hyldes 1. februar, hvor Blå Kors’ genbrugsbutik inviterer til jubilæumsfest fra klokken 10.

På skattejagt efter gavekort

Kunderne inviteres til at gå på skattejagt og lede efter gavekort på 125 kroner, som er gemt rundt omkring i butikken.

- Vi vil gerne markere Blå Kors’ jubilæum ved at gøre det attraktivt for vores kunder.

- Alle skal kende til vores organisation og det arbejde, vi laver, bebuder Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

- Derfor giver vi danskerne mulighed for at handle bæredygtigt og støtte et godt formål.

- Samtidig vil vi gerne øge kendskabet til vores butikker og muligheden for at blive frivillig, uddyber Anders Christensen.

53 butikker på landsplan

På landsplan råder Blå Kors over 53 butikker og en webshop, lidtsmartere.dk, hvor kunderne kan købe tøj og ting online.

Overskuddet fra genbrugsbutikkerne går til at hjælpe udsatte børn, unge og voksne i Danmark via blandt andet bo- og behandlingstilbud til hjemløse og misbrugere, væresteder, terapi til børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug, familienetværk og telefonrådgivning.

Brug for flere frivillige

Det kan kun lade sig gøre takket være de 2300 frivillige, som i dag er tilknyttet Blå Kors genbrugsbutikker.

- Vi er stolte af vores frivillige, som yder en stor indsats i hele Danmark til fordel for udsatte mennesker.

- Det ville ikke muligt uden alle de dygtige frivillige at kunne drive en genbrugsbutikskæde med så høj kvalitet, som vi har, fremhæver Anders Christensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...