Lejrene på Onsild Efterskole (uge 28) og til søs med Agape (uge 32) skal give udfordrede børn og unge livsmod

HOBRO: Børn med forskellige udfordringer i hverdagen skal have mulighed for gode oplevelser i deres sommerferie.

Derfor arrangerer Blå Kors Danmark igen i år sommerlejre i samarbejde med engagerede frivillige.

Tilmelding til lejrene er netop åbnet med to lejre i Nordjylland.

De to sommerlejre bærer fællestitlen: ”De skal give børn og unge håb og livsmod”.

Blå Kors Danmark samarbejder her med engagerede frivillige.

Børn og unge fra hele landet mødtes således sidste år til sommerlejren Sommer til Søs, hvor de med stor succes sejlede rundt på skibet Agape på Mariager Fjord i en hel uge.

Sjov, hygge og gode minder

Også i år lægger Blå Kors Danmark an til en uge med masser af sjov, hygge og forhåbentlig gode minder.

I forlængelse af sidste års succes, bliver Sommer til Søs-lejren igen sat i spil.

Her kan 13-17-årige få én uge med frisk luft under vingerne og saltvand i håret.

Og på Onsild Efterskole kan 7-13-årige være med på sommerlejr.

På landsplan byder Blå Kors Danmark på syv sommerlejre - heraf altså to i Nordjylland, som henvender sig til børn og unge i alderen 7-20 år.

Fælles for børnene er, at de især kommer fra familier med alkohol- og stofmisbrugsproblemer, fattigdom, psykisk sygdom og andre sociale problemer.

Tiltrængt pusterum

Frivilligkoordinator for ferielejre Sandra Trampedach glæder sig til at se både nye og tidligere deltagere på årets lejre, der er et tiltrængt pusterum for mange.

- Vi oplever et stigende pres i forhold til at finde tilbud til de her børn og unge.

- Derfor er det vigtigt, at vi giver dem et pusterum.

- Et sted, hvor de kan være dem selv og opleve et fællesskab sammen med andre børn.

- Og ikke mindst sammen med fantastiske, frivillige voksne, som brænder for at give dem gode oplevelser.

- Derfor håber vi, at lejrene giver børnene og de unge både håb og livsmod, siger Sandra Trampedach.

Gennemgående tema

Fælles for alle lejre er et gennemgående tema for dagenes aktiviteter:

- Alle lejre har en temaramme, som gerne skal give børnene en sommerferie med masser af fantasi og leg.

- Rammen giver os mulighed for at lave en masse sjove aktiviteter.

- Nemlig aktiviteter, der ryster alle sammen i ét stort fællesskab mellem deltagere og de frivillige, pointerer Sandra Trampedach.

”Rigtigt fedt”

En af dem, som har prøvet at være på Blå Kors’ sommerlejr flere år i træk, er Emma.

For hende udgjorde en lejrtur et af sommerens højdepunkter:

- Jeg synes, det er rigtigt fedt, fordi man ikke bare er derhjemme og keder sig i sommerferien. Det er hyggeligt og helt specielt.

Man får nogle nye venner, og de voksne er også rigtig søde, siger Emma.

Sommerlejren på Onsild Efterskole foregår i uge 28, mens Sommer til Søs stævner ud på Mariager Fjord i uge 32.

Tilmeldingen og oversigten over lejrene findes på www.lejre.blaakors.dk under ”Ferielejre for børn og unge” og under ”Sommerlejre 2019”.

Optagelse sker efter først til mølle princippet.

Kender du et barn eller en ung, der har brug for et pusterum, skal du ikke tøve med at give ham eller hende et praj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...