Børnene fra Rabalderstræde i Mariager besøgte byens store plastvirksomhed

MARIAGER: Børnene i daginstitutionen Rabalderstræde i Mariager har i lang tid øvet sig i at sortere skrald. Og da børnehaven igen i år ansøger om det ”Grønne Spireflag”, Friluftsrådets mærkningsordning for grønne børneinstitutioner, var det oplagt at besøge den lokale virksomhed, Aage Vestergaard Larsen A/S. Børnene så en film og fik et lille foredrag af Morten Seiling, som er ledelsessystemansvarlig. Børnene fik at vide, at virksomheden er Nordens største inden for genanvendelse af plast. - Selv om der var mange svære ord, fandt børnene ud af, at det godt kan betale sig at sortere affaldet grundigt. At det gamle plastlegetøj og lågene fra mælkekartonerne kan blive til granulat, som så igen kan blive til nyt legetøj, beretter pædagog Kirsten Hymøller. Børnene syntes også, det var sjovt at røre ved det knuste plast.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...