Oplev Michael Nors flotte film i 4 D på lørdag - mellem stråtækte længer og til baggrundslyden af skræppende gæs og brægende får

BOLDRUP: Den anmelderroste danske film - Før Frosten - foregår til en vis grad i det 1800 tals miljø, du kan opleve på Boldrup Museum.

Derfor benytter Boldrup Museumsforening lørdag 31. august museets 50 års fødselsdag til at folde de smukke filmbilleder ud i 4 D på udendørs lærred.

Unik oplevelse

- Vi tænkte, det kunne være en hel unik oplevelse for gæsterne at sidde midt i miljøet - med skræppende gæs og brægende får i baggrunden - og nyde Michael Noers fantastiske film, fortæller museet naturvejleder og medarrangør, Gert Rubæk.

- 4 D lyder højteknologisk, men faktisk foregår det i bogstavelig forstand helt nede på jorden, når Boldrup Museumsforening fejrer sit 50-års jubilæum.

- Alle sejl er sat til, og Før Frosten vises udendørs klokken 20.30 på et kæmpe lærred mellem de stråtækte længer på det gamle husmandssteds gårdsplads.

- Og det er helt oplagt, at vi har valgt at fejre jubilæet på den her måde.

- Filmen foregår netop i det miljø, du kan opleve på Boldrup Museum, og Før Frosten kunne såmænd snildt være optaget her, tænker Gert Rubæk.

Jubilæumsfesten indledes klokken 17.30, hvor de frivillige, der er helt uundværlige for museets formidling, er indbudt til en stor festmiddag.

Kvit og frit

Når spisningen for de indbudte gæster er færdig, slås bommen op for alle, der har lyst til en noget anderledes filmoplevelse under åben himmel

Ud over Nordjyllands Historiske Museum selv bakker et par store banker op.

Dermed kan du sløjfe billetten og kvit og frit sætte dig til rette.

Undervejs byder museumsforeningen endda på softice og kaffe med mere.

- Vi glæder os rigtig meget til aftenen! Vi har før prøvet at lave en udendørs biografforestilling, og det var en stor succes.

Lidt lystig levendegørelse

- Før Frosten er måske ikke den sjoveste film til sådan en festlig lejlighed.

- Men den er en fantastisk film, og vi supplerer også med ”lidt levendegørelse af den lystige slags.

- Så vi føler os sikre på, at gæsterne nok skal få en god aften”, lover en kryptisk Gert Rubæk - og krydser fingre for godt vejr.

- For en sikkerheds skyld er vi også klar med nogle telte. Husk tøj. der passer til vejret, og tag et varmt tæppe og eventuelt en behagelig stol med, råder Gert Rubæk.

Arrangørerne tilbyder selv stole og borde.

Boldrup Museumsforening blev stiftet i 1969. initiativtager til museet var Niels Jørgen Østergaard, der var søn på gården over for museet.

Museets grndlægger

Niels Jørgen Østergaard - dengang teenager - regnes som museets grundlægger.

Han leder i dag Jagt- og Spillemandsmuseet i Rebild, men er også æresmedlem i Boldrup Museumsforening.

Boldrup Museumsforening købte i 1974 ejendommen af Niels Jørgen Østergaards forældre for 30.000 kroner.

I 1976 dannes Sydhimmerlands Museum - et museumssamarbejde mellem Hobro, Arden og Nørager kommuner.

Museet opnår statsanerkendelse, og i 1980 starter museets skoletjeneste officielt.

Stald og formidlingsbygning

I 2008 bygges ny stald og formidlingsbygning.

Dyreholdet udvides, således at museet året rundt har en bestand af forskellige gamle danske husdyrracer.

I 2009 fusioneres museet med Nordjyllands Historiske Museum.

Boldrup Museumsforening arrangerer hvert år i samarbejde med museets ansatte - naturvejleder Gert Rubæk og ”husmand” Per Sørensen - en del velbesøgte arrangementer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...