60 var med til at indvie nyt udsigtstårn ved Boldrup Museum

60 personer havde taget mod tilbuddet om at være med til at indvie det nye udkigstårn på Boldrup Museum på en varm sommeraften i august.

Arrangementet startede med en gåtur på museets natursti langs Simested å, hvor gæsterne bl.a. passerede det bord-bænkearrangement, der er en del af det projekt, som udkigstårnet også indgår i.

Da den lange slange af sommerklædte mennesker nåede udkigstårnet i museets skov, forestod Jeppe Ugilt, Volstrup og byrådsmedlem i Rebild kommune, den officielle indvielse.

Jeppe Ugilt benyttede bl.a. lejligheden til at fortælle om nogle af de gode oplevelser, han selv havde på museet, mens han gik i folkeskole.

Jeppe Ugilt konstaterede også, at når det lige var ham, der var blevet bedt om at indvie tårnet, skyldtes det nok, at han som byrådsmedlem er med til at fordele midlerne fra Grøn Ordning, samt at han har del i opstillingen af de vindmøller, der har finansieret udkigstårnet.

Efter indvielsen serverede Boldrup Museumsforening grillede pølser på lejrpladsen, og de fremmødte gæster havde en rigtig hyggelig stund i den hede sommeraften.

Udkigstårnet er finansieret af midler fra Grøn Ordning, der administreres af Energinet.

Pengene bliver uddelt til lokalområder, hvor der opstilles vindmøller, og da der i 2016 blev opstillet fem vindmøller ved Volstrup, søgte og fik Boldrup Museumsforening midler til projektet.

I projektet indgår omtalte udkigstårn og siddepladserne ved Simested å, men også hængekøjer, kikkerter og informationstavler er betalt af pengene fra Grøn Ordning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...