De grønne områder i Møldrup står flot i tørken

MØLDRUP: Møldrup Borgerlaug har haft travl med at passe og vedligeholde Møldrups grønne områder, herunder hver anden dag at vande blomsterkummerne rundt omkring i byen.

Dette har medført, at Møldrup i den meget solrige og tørre sommer har nogle flotte blomsterkummer. Derudover har det store projekt været at opstarte renoveringen af den gamle ventesal, som Borgerlauget har fået brugsretten til.

Ventesalen er blevet rengjort, og der er sat en ny dør i imellem det offentlige toilet og ventesalen. Desuden er der kommet nyt loft på toilettet og i gangen tillige med ny belysning. Det gamle cykelskur er i samme ombæring blevet taget ned.

I forbindelse med Revlingefesten var Borgerlaugets opgave hver morgen at tømme affaldsbøtterne, og inden festen var hele byen gået igennem med hensyn til oprydning og græsslåning, så den kunne se pæn ud.

- Vi deltog også i Revlingefestens optog søndag med en flot blomsterpyntet traktor med vogn, fortæller oldermand Lauritz Laustsen.

De smukke blomster var velvilligt sponseret af Haugaards Blomster i Møldrup. Anstrengelserne gav frugt, idet Borgerlauget blev nunmer to i det traditionsrige optog.

I forbindelse med Revlingefestens kåring af årets borger fik Borgerlauget af Lars Haugaard foræret præmien på kr. 1000,- for udnævnelsen til årets borger i Møldrup 2018.

- Vi er meget glade for sponseringerne, vi fik, og pengene går til ekstra blomster i 2019. I området omkring madpakkehuset blev der i Revlingeugen ryddet op hver morgen efter afholdte diverse natlige festligheder. Borgerlauget gør en stor indsats for at holde Møldrup og de grønne områder pæne, men alt står under publikums beskyttelse, siger Lauritz Laustsen.

Borgerlaugets næste projekter er hjælp til den store fællesspisning den 12. september og den almindelige rengøring og vedligeholdelse i byen samt planlægningen af byens nye æblelund i samarbejde med Kunst- og Skulpturgruppen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...