Alle interesserede mødes 29. april ved borgmesterkontoret på Nordre Kajgade 1. I første omgang til en timelang gåtur, hvorunder der bl. a. vil være stop ved de store pumper og slusen, der har til formål at holde midtbyen tør

MARIAGERFJORD: En handleplan for klimatilpasning i Mariagerfjord er frem til 27. maj sendt i offentlig høring.

I den forbindelse inviterer kommunen 29. april på gåtur og borgermøde i Hobro for at fortælle mere om planens indhold - og om hvordan man undgår skader fra oversvømmelser, når klimaændringer kommer snigende.

Udvalgsformand for teknik- og miljø, Jørgen Hammer Sørensen mener, det er nødvendigt med en plan, når vandstanden stiger, stormfloder bliver hyppigere og nedbørsmængderne voldsommere.

- Selv om Mariagerfjord Kommune ikke har oplevet så voldsomme oversvømmelser som andre steder i landet, så skal vi gøre, hvad vi kan for at udvikle vores byer til at kunne klare mere vand fra oven, fra neden og fra hav og fjord fremover, betoner han.

Jørgen Hammer Sørensen føjer til, at handleplanen for klimatilpasning skaber mulighed for, at borgere, erhverv, forsyninger og kommune sammen kan finde fælles løsninger.

Handleplanen omfatter hele kommunen, men har især fokus på Hobro. Her er der nemlig risiko for store omkostninger ved skader fra oversvømmelse, fordi midtbyen ligger lavt og midt mellem fjord og ådal.

Principperne for at håndtere ekstrem nedbør, havstigninger og stormflod tager af samme grund udgangspunkt i Hobro, men vil i øvrigt kunne overføres til resten af kommunen.

Alle interesserede mødes ved borgmesterkontoret på Nordre Kajgade 1. I første omgang til en timelang gåtur, hvorunder der bl. a. vil være stop ved de store pumper og slusen, der har til formål at holde midtbyen tør.

På det efterfølgende borgermøde på GASmuseet vil deltagerne få større indsigt i arbejdet for at planlægge og indarbejde klimaløsninger, men deltagerne opfordres også til selv at komme med ideer og bidrag til at finde løsninger på klimatilpasning.

- Der er lang vej i mål, og det kræver store indsatser, men nu går vi i gang i god tid og samarbejder om løsningerne. På den måde kan vi forhåbentlig undgå kommende oversvømmelser, og der kan endda være gode værdier at hente ved at koble klimatiltag med rekreative muligheder, konkluderer fagchef for natur og miljø, Jørgen Ussing.

Selve handleplanen for klimatilpasning kan nærmere studeres via kommunens hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...