100 års Ambufest-historie kan nu købes for 100 kr.

Hobro Borgervæbning var trukket i uniformerne, og der blev - i bogstaveligste forstand - slået på tromme for begivenheden, da Ambufesten tirsdag præsenterede en ny jubilæumsbog, der i ord og billeder fortæller historien om en af landets største og ældste byfester.

Planen var oprindeligt, at jubilæumsbogen skulle være udkommet i forbindelse med Ambufestens 100 års-jubilæum i slutningen af august. Men som så meget andet, blev festen aflyst på grund af corona – og efterfølgende var det længe planen, at bogen derfor først skulle udkomme i forbindelse med næste års Ambufest. Den plan blev imidlertid ændret, og nu er bogen at finde til salg i hovedparten af Hobros butikker og pengeinstitutter.

- Egentlig var det planen, at bogen skulle være gratis, men vi har valgt, at den skal koste 100 kr. Altså en krone per jubilæumsår. Overskuddet fra salget af bogen vil gå til forskellige renoveringer på Ambupladsen, herunder en tiltrængt renovering af toiletbygningen og handicaptoilettet. At vi kan bruge overskuddet fra salget til det formål, skyldes at vi har fået 150.000 kroner fra Jutlander Fonden Hobro, som blandt andet dækker bogens trykudgifter, grafiske opsætning med videre, fortæller Jørn Jensen, formand for Ambufesten.

- Forfatteren til bogen er Jørgen Tøttrup, og han har arbejdet frivilligt og gratis. Vi skylder Jørgen en kæmpe tak for et fantastisk arbejde, der er resulteret i en flot og velskrevet bog, som vi alle sammen kan være meget stolte af.

Jørgen Tøttrup, der som journalist i Hobro i 50 år har fulgt Ambufesten på nærmeste hold, har været glad for arbejdet med bogen.

- Det har været både spændende, sjovt og inspirerende at arbejde med bogen. Ambufesten er jo en fest, som stort set alle i Hobro har et særligt forhold til, og derfor har det har det også været en helt særlig opgave at skrive bogen.

- Jeg har forsøgt at skildre begivenhederne igennem de hundrede år på bedst tænkelige måde og synes, at det er blevet en flot bog, slutter Jørgen Tøttrup.

Den tekniske bearbejdning af bogens mange billeder og den grafiske opsætning er lavet af journalist Jørgen la Cour-Harbo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...