SKRÅ BRÆDDER: Teatersamvirket og Himmerlands Teater har hyret De Damer med forestillingen De Sidste Guder - i Kulturhuset i Arden

ARDEN: De Damer indtager Arden Kulturhus torsdag 23. januar klokken 19.30.

Dem kunne publikum hos Teaterkredsen Mariagerfjord også opleve for snart tre år siden - dengang med deres forrygende og gennem musikalske forestilling Stik Mig en Muse.

De Damer

Nu genindtager De Damer altså scenen - denne gang i Kulturhuset i Arden - og på foranledning af Himmerlands Teater, med hvem teaterkredsen har indgået aftale om sammen at præsentere Den Sidste Gud.

- Vi kan godt love en aften af en helt særlig kaliber.

- Alle medvirkende er både garvede skuespillere og sangere og vil med denne forestilling give deres bud på - og fortolkninger af - sange og numre vi alle kender, men i en ganske ny forklædning, lover arrangørerne samstemmigt.

En af De Damer er såmænd Margit Watt-Booelsen, og hvis du nåede at grine ad De 39 Trin, så har du mødt hende.

Boybandgyser

Her træder skuespilleren ind i en helt anden genre sammed med kollegerne Ann Hjort, Jette Sophie Sievertsen, Tine Gotthelf, Nina Marie Birk, Pernille Albæk Andersen samt pianisten Raivis Zandovskis.

De Damer kalder selv deres forestilling for ”en boyband gyser”.

Det er nemlig en aldeles nyskrevet grotesk komedie bundet sammen af nogen af tidens største boybandshits.

Kort fortalt er det historien om fem kvinder, der uvist af hvilken grund, er endt på et forladt hospital.

Den sidste Gud...

Regnen siler ned og de ønsker sig inderligt at der ville komme en læge.

Udover de fem, er der to mystiske sygeplejersker, og de skjuler tydeligvis noget. Men hvad?

Igen en musikalsk forestilling - denne gang om besættelse, idoldyrkelse og om troen på den store kærlighed.

Vor tids guder er medieskabende ikoner, politikere, realitystjerner, pop-, film- og sportsstjerner.

Men hvad nu hvis der kom Den Sidste Gud....

Da det er et samarbejde mellem Himmerlands Teater og Teaterkredsen Mariagerfjord, kan du købe billetter begge steder og naturligvis ved døren – hvis der skulle være flere tilbage.

Så træd ind i det ny år med en skøn omgang musik i ørerne, det skulle nok kunne sætte fut i 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...