Makkerparret agter ”at rykke og sætte restauranten på landkortet”

HOBRO: - Et fantastisk hus med mange muligheder.

- Og så ligger det jo i flotte omgivelser, siger 37-årige Thomas Guldhammer Karlsen, køkkenchef på Hotel Bramslevgaaard siden årsskiftet.

For ganske nylig fik han kulinarisk forstærkning i restauranten af Mikkel Espensen, med hvem han har arbejdet sammen i fem år.

Makkerparret agter ”at rykke og sætte restauranten på landkortet”, som Thomas Guldhammer udtrykker det.

Arbejdet sammen i fem år

- Mikkel og jeg har arbejdet sammen på Strandhotellet i Blokhus og Himmerlands Golf & Spa Resort.

- Vi vil gerne servere god fransk og dansk mad til frokost og et nordisk inspireret køkken om aftenen med inddragelse af produkter fra den natur, som omgiver os, forklarer han.

- Her findes vilde urter - masser af svampe, enebær, ramsløg i haven, og så har vi egne køer gående på græs, uddyber Thomas Guldhammer Karlsen.

Ud over at bespise vekslende kursister, som overnatter i de 72 senge fordelt på 28 værelser, forventer han at se mange gæster, som gerne vil nyde at spise i herskabelige omgivelser.

Også a la carte restaurant

- Fra at være en decideret selskabsrestaurant vil vi gerne bidrage til også gøre stedet mere kendt som a la carte restaurant.

- Et gourmet spisested, hvor gæsterne gerne tager en overnatning for at nyde både restaurant og de inspirerende omgivelser.

- Og jeg synes, vi har været inde i en god udvikling de første måneder af året, vurderer Thomas Guldhammer Karlsen.

Selv blev han i årene frem mod årtusindeskiftet uddannet hos Prinsesse Julian i Aalborg.

Herfra gik turen til Gråanden i Frederikshavn, inden den nye køkkenchef rykkede til hovedstaden.

Her arbejdede han som kok og siden souschef i køkkenet i sammenlagt seks år på Hotel d’Angleterre.

Karrieren

Efterfølgende fortsatte karrieren som køkkenchef på den nærtliggende franske gourmetrestaurant Grønnegade.

Siden til Bella Sky - med assisterende køkkenchef for de fire restauranter i Nordeuropas største hotel med 816 værelser, inden turen på ny gik til Nordjylland.

Alt i alt et jobmæssigt livligt virke.

- Men i vores branche er det meget normalt kun at være to-tre år samme sted.

- Herefter søger man ofte nye udfordringer og ny inspiration, bemærker Thomas Guldhammer Karlsen, der bor med kone og børn i Aalborg.

Tiden må så vise, hvor længe han finder inspiration og udfordringer i Hotel Bramslevgaard.

- Vi satser i hvert fald højt gastronomisk, og så er vi jo ”konkolleger” med Hotel Amerika, som stedets ejer, Lene Bidstrup, skælmsk udtrykker det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...