Brian Pedersen, der driver Byens Tagservice, bekæmpede alger på Hobro Kirkes tag - og han er ikke særlig vild med højder

HOBRO: "Se din by fra tårnets top", kvædede den netop afdøde nationalskjald engang i sin egenskab af forsanger i Gasolin.

Netop det ophøjede syn ud over by eller for den sags skyld fjord huede ikke tagmand Brian Pedersen specielt meget, da han forleden besteg en 20 meter høj bomlift for at renspule tårntaget på Hobro Kirke med et middel til at fjerne alger.

- En lille smule højdeskræk kan jeg nok ikke sige mig fri for, bekender han.

At male en 35 meter høj silo

- Sidst år fik jeg i Holstebro til opgave at male en 35 meter høj silo.

- Det krævede en 42 meter høj bomlift - verdens højeste af sin art - og da jeg første gang stod deroppe, rystede jeg godt nok i benene.

- Det var, som om det hele forsvandt nede uden mig, beskriver Brian Pedersen.

Fra Grynderupvejen i Nørager driver han sit eget enmandsfirma, Byens Tagservice, som har eksisteret i 15 år.

På Hobro Kirke fik han til opgave at rydde taget op til spiret for alger.

Den opgave kunne trods alt løses fra en 20 meter - og til sammenligning altså mindre end halvt så høj - bomlift, som tilfældet var i Holstebro.

Alligevel gav det et lille gib i den erfarne branchemand, først gang han steg til vejrs foran kirken.

- Men allerede anden gang føler man sig mere sikker. Man vænner sig heldigvis hurtigt til at arbejde i det luftlag, forsikrer Brian Pedersen.

En hurtigt læst opgave

Kun en times tid tog det ham at løse tag-opgaven for menighedsrådet i Hobro.

Med alger går der går fire til seks dage, før de dør - men til gengæld varer det mellem fire til seks måneder, før de river sig løs og blæser af taget.

Så den del af processen arter sig noget mere omstændeligt end selve påsmøringen.

- 2017 var jo et meget fugtigt år, som siden sætter sig som grønt mos og alger, og det giver jo travlhed i et lille firma som mit, griner Brian Pedersen.

Også fordele ved kulden

- Tilbage har jeg en enkelt maleopgave på udvendigt tag inden vinteren.

- Herefter går det meste af tiden med at udskifte eller reparere tage, formoder den 38-årige, oprindeligt tømreruddannede tagmand.

Derudover ernærer Byens Tagservice sig ved at rense og male gamle eternittage og nyere cementtage.

For den ældre og asbestholdige eternits vedkommende suges det farlige materiale op fra tagrender.

Herfra blæses det ind i en særlig asbestpose, inden det afleveres til Kommunekemi.

- Sidste vinter udskiftede jeg ene mand fire tage. Det var undertiden en ret kold affære.

- Men fordelen ved at gå ude i kulden og arbejde er jo, at så regner det sjældent, griner Brian Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...