Situationen er alvorlig, siger citychef i Hobro, efter at handlen dykkede til tæt på nul i sidste uge

HOBRO: 35 butikker samlet i foreningen Hobro Handel kæmper som alle andre en kritisk kamp i disse dage, hvor landet er lukket ned og omsætningen styrtdykker.

Nyeste tiltag fra Hobro Handel er et forsøg på at komme til kunderne, hvis kunderne ikke vil komme i butikkerne.

Onsdag åbnede man op for, at man kan ringe til butikkerne og bestille varer.

- Man kan klare betaling via Mobile Pay eller regning. Så får jeg en sms-besked fra butikken, hvorefter jeg henter varen og kører den ud til kunden, fortæller Torben Ringe Christensen, citychef i Hobro Handel.

Det handler om at gøre alt for at holde bare en smule omsætning i byens detailbutikker.

- Situationen er alvorlig. Jeg kan ikke sige, om nogen af vores butikker er direkte lukningstruede. Men det er klart, at den her krise ikke må fortsætte i flere måneder, for så er der nogen, der knækker, siger Torben Ringe Christensen.

Han oplyser, at omsætningen i sidste uge faldt til 35 procent i forhold til det normale.

- Og de 35 procent lå nok frem til onsdag, hvor regeringen kom med de først tiltag. Sidst på ugen, hvor den meste handlen normalt foregår, var nærmest hel død.

Stemningen er selvsagt ikke god blandt de handlende.

- Men jeg oplever, at der er tændt en gnist, og sammenholdet er styrket. Lige nu er det alle for én. Nu er vi en samlet detailhandlen, der arbejder sammen for at komme gennem krisen, siger citychefen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...