Christian Cappis har fået fornyet sin arbejdstilladelse og er med i truppen mod Vejle

FODBOLD: Christian Cappis kan komme i kamp for første gang i denne sæson, når Hobro IK onsdag tager imod Vejle Boldklub i anden runde af Sydbank Pokalen.

Amerikaneren har haft en tumultarisk sæsonstart, fordi Hobro IK ikke fik forlænget hans arbejdstilladelse rettidigt. Cappis måtte hjem til USA for at søge på ny, men nu er papirerne i orden.

Siden sidste uge har han trænet med i Hobro, og han er altså nu også en del af den trup, som cheftræner Peter Sørensen har udtaget til onsdagens pokalkamp.

Hobro må til gengæld se bort fra Thomas Enevoldsen, der blev skadet i lørdagens 2-4-nederlag mod Silkeborg. Lejesvenden har sluttet sig til Pål Alexander Kirkevold, Imed Louati, Don Deedson Louicius, Oliver Thychosen og Simon Jakobsen på Hobros skadesliste. Heller ikke Edgar Babayan er med mod Vejle. Han er optaget af landsholdsopgaver med Armenien.

Der er kampstart på DS Arena klokken 20.45.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...