At være værtsfamilie for en udvekslingsstudent giver mange nye indtryk - og til dels også et nyt syn på hjemegnen, noterer plejemor Lena Bjørn

VALSGAARD: I familien Bjørns hjem i Valsgaard står et værelse i øjeblikket gabende tomt.

I et år har Carolina fra Colombia boet på værelset, men 8. juli rejste hun tilbage til Colombia, og i familien skal de nu vænne sig til, at de er blevet én færre omkring middagsbordet.

I det forgangne år har Carolina indgået i familiens hverdag på lige fod med de andre familiemedlemmer – Lena (mor), Søren (far), Emil (hjemmeboende søn, 23 år) og Sofie (hjemmeboende datter, 20 år).

Det har været en stor omvæltning, men samtidig en oplevelse, der har givet familien indsigt i en anden kultur, såvel som deres egen.

Ideen om at blive værtsfamilie for en udvekslingsstudent opstod, da familien selv sendte Emil af sted på udvekslingsophold i Canada.

Sofie var nu midlertidigt det eneste barn i husstanden, men der gik ikke længe før hun fik en colombiansk søster via udvekslingsorganisationen AFS Interkultur.

Carolina kom ind i familien midt i august 2018, mens der var hedebølge i Danmark, og familien var ved at planlægge 2x50års fødselsdag - og derudover i fuld gang med at få lavet nyt køkken.

Sagt på en anden måde var der i forvejen nok at se til i huset, men Carolina faldt naturligt ind i det travle hjem.

Familiemedlemmerne lavede små sedler med danske ord til alle ting i hjemmet, for at plejedatteren fra Columbia kunne lære det danske sprog.

Hver aften samlede de sedlerne ind, og så satte Carolina dem på plads om morgenen. På den måde fik hun så småt tillært sig basisord på dansk, og ordforrådet voksede stille og roligt.

Da Carolina rejste hjem til Cali i Colombia, fulgte værtsmor, Lena, nøje med i den lange rejse fra Valsgaard med løbende opdateringer fra Carolina.

Hun blev sat på toget til København med to kufferter, som hun knapt kunne løfte, men Carolina nåede dog sikkert frem til Bogota, hvor hun blev hentet af sin familie.

På trods af at Colombia er et ocean væk, drømmer familien Bjørn om at besøge Carolina. De havde også muligheden for at møde Carolinas colombianske familie, da de var i Danmark i påsken.

- Ligesom Carolina faldt de helt naturligt ind i familien. Vi får nok ikke fred, før vi har været i Cali og besøge hendes biologiske familie, griner Lena Bjørn.

Nyt syn på hjemegnen

Under opholdet i Valsgaard var Carolina med rundt til de sociale arrangementer i familien, og hun blev blandt andet også introduceret til danske juletraditioner.

I Colombia har man typisk et lille plastik juletræ til jul, så Carolina gjorde store øjne, da familien Bjørn op mod jul tog hende med ud i en juletræsplantage.

- Det glemmer jeg aldrig, mindes Lena.

- Næste jul skal vi finde det flotteste juletræ, og så vil vi tænke på hende, tilføjer hun.

Skal Lena Bjørn give et godt råd til kommende værtsfamilier, er det bl. a. at være åbne og tage tingene, som de kommer.

- Det er vigtigt at tale om tingene. Man behøver ikke gøre det til mere, end det er. Det er selvfølgelig en omvæltning, og man skal være klar på at tage hensyn til et ekstra barn. Og så skal man være åben overfor kulturforskellene – for vi gør bare nogle ting forskelligt.

Til gengæld får man så også et helt andet indblik i sin egen kultur - og sin egen egn.

- Jeg er kørt forbi Mariager Fjord så mange gange, men fordi Carolina var her, har jeg nu også været ude at sejle på den.

- Det havde jeg sikkert ikke været, hvis det ikke var, fordi vi havde været værtsfamilie, nævner Lena Bjørn.

Den sidste dag, familien og Carolina havde sammen, blev brugt i Djurs Sommerland - som en sjov og hyggelig afslutning på et begivenhedsrigt år.

I august kommer cirka 125 nye AFS-udvekslingsstudenter til Danmark for at være på udvekslingsophold i 11 måneder.

Hvis man gerne vil vide mere om at være værtsfamilie, kan man kontakte værtskoordinator, Gro Gerdsen, hos AFS Interkultur på telefonnummer 38 32 23 05. Det er også muligt at se mere på www.afs.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...