I 12 år har Carsten Nørgaard stået i spidsen for Mariagerfjord Kajak - nyeste skud på stammen er et flydende shelter

HOBRO: Siden 2007 har Carsten Nørgaard, Hobro, stået i spidsen for Mariagerfjord Kajak.

Ud over at udleje kajakker og kanoer byder han også på naturoplevelser på Kanogården ved Skals å og i et flydende shelter ude på Mariager fjord.

Han var bare 14 år, da han købte han sin første båd, og han har haft båd lige siden.

På efterskolen aftalte Carsten Nørgaard med en kammerat, at de engang skulle sejle jorden rundt sammen.

Helt så langt kom de ikke, men for nogle år siden krydsede de sammen Atlanten.

- Jeg har altid været draget af vand, havet, naturen og sejlads, fortæller Carsten Nørgaard, der indtil 2007 boede på et idyllisk hobbylandbrug i den smukkeste natur.

Et sted, som han troede, at han aldrig skulle væk fra.

Huset på Blåkildevej

- Jeg elskede mit landbrug og naturen omkring det, men en dag så jeg et hus til salg på Blåkildevej i Hobro lige til ned til vandkanten af Mariager fjord.

- Dér kunne jeg godt tænke mig at bo, sagde jeg til min kone.

- Vi bød på huset, fik det og solgte landbrugsejendommen.

- Med placeringen lige ned til Mariager fjord fik jeg hurtigt ideen om at begynde at udleje kanoer, kajakker og andet udstyr til brug på vandet, og det har jeg gjort lige siden, pointerer Carsten Nørgaard.

- Jeg købte dengang huset af Ib og Bodil Madsen, der fortsat bor lige ved siden af.

Kanogården

- En aften, hvor de var ovre, fortalte Bodil, at hendes barndomshjem - en lille gård lige ned til Skals å, var sat til salg.

- Selvom det var sent om aftenen og helt mørkt, foreslog jeg, at vi skulle køre derud.

- Det gjorde vi, og nogle dage senere købte jeg stedet, som virkelig trængte til istandsættelse.

- Jeg satte gården i stand fra A til Z med plads til 18 overnattende gæster, køkken og bad.

- Stedet har jeg døbt Kanogården. Her findes der egen bådebro ned Skals å, og der er masser natur, som kan bruges til forskellige aktiviteter - såsom hvis man lejer en kano.

- Det betyder, at det er blevet et eftertragtet sted til både firmafester, teambuilding og familiearrangementer, uddyber Carsten Nørgaard.

Flydende shelter

Seneste skud på stammen af nye påfund er et flydende shelter søsat for et lille års tid siden.

Via kano eller kajak sejler kunden ud til shelteret, overnatter, kigger på stjernehimmelen, oplever naturen, solens opgang og nedgang, fjordens ørreder springe og nyder livet.

- Det har været en succes. Der er rigtig godt gang i udlejningen, særligt i weekenderne, fortæller Carsten Nørgaard, der driver Mariagerfjord Kajak som en fritidsbeskæftigelse.

Unægtelig imponerende i betragtning af, at han råder over så meget udstyr, at han på et tidspunkt havde 140 mennesker ude på vandet i kano eller kajak på én gang.

Krydsede Atlanten

- Jeg elsker alt ved at drive Mariagerfjord Kajak og Kanogården.

- Med et fuldtidsjob som formand for genbrugspladsen i Arden har jeg en arbejdsuge på 80 timer.

- Men jeg nyder hvert sekund. På genbrugspladsen gør vi meget for miljøet, og så er det efterfølgende ekstra skønt, at nyde naturen, fortæller Carsten, der som nævnt indledningsvist krydsede Atlanten i båd for nogle år siden.

- Selvom min kammerat John og jeg godt nok havde givet hinanden håndslag på, at vi ville sejle jorden rundt sammen, er jeg nu alligevel godt tilfreds med, at vi fik krydset Atlanten sammen.

- Det gjorde vi som gaster på en australsk båd. Det var i 2012, hvor vi sejlede fra Tenerife til Barbados.

- Det foregik i en 52 fod katamaran med en australsk skipper, og vi var fem personer ombord på båden.

- Det var en fantastisk tur, mindes Carsten Nørgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...