Central Kiosken lukker i løbet af juni måned, og der køres lige nu med ophørsudsalg

Central Kiosken på Havnegade 1 i Hobro lukker og slukker i løbet af juni måned. Coronakrisen har været hård ved den lille kiosk.

Det er Kirsten Lund, der de seneste syv år har stået i spidsen for Central Kiosken i Hobro, men nu er det altså snart slut.

- Jeg har altid elsket mit arbejde og altid glædet mig til at komme på arbejde for at få den daglige snak med kioskens mange stamkunder. Men det har aldrig været noget, jeg er blevet rig af. Økonomien har kun lige hængt sammen, så da vi blev ramt af coronakrisen, blev hullet for stort, fortæller Kirsten Lund.

- Jeg har i corona-perioden solgt fint med lotto og tobak, men her er avancen så lille, at det har været minimalt, hvad jeg har tjent.

- Men netop salget af lotto og tobak har også betydet, at min omsætning alligevel har været så tilpas høj, at jeg ikke har kunnet få noget fra de økonomiske hjælpepakker, og så har det ikke kunnet hænge sammen for mig. Jeg kommer herfra med en gæld.

Jesper Bøss
Central Kiosken har i mange år haft hjemme på Havnegade 1 i Hobro. Foto: Jesper Bøss

- Jeg kører lige nu ophørsudsalg, og jeg tror, at det bliver svært at finde en, der vil overtage den videre drift af kiosken. Særlig den nye tobakslov har gjort det svært at drive en kiosk som denne.

- Priserne på tobak er steget 30-50%, men det er alt sammen afgifter, uden at avancerne er fulgt med. Derfor er det svært at få til at hænge sammen, lyder det fra Kirsten, der lige nu ikke ved, hvad fremtiden nu bringer.

- Jeg er positiv, og der skal nok dukke noget spændende op, slutter hun.

Det er planen, at Central Kiosken har sidste åbningsdag den 6. eller 13. juni.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...