Tidligere på året åbnede Compsoil A/S på Hvedemarken i Hobro for modtagelse af erhvervsaffald på deres affaldsanlæg. Det har været en succes.

HOBRO: Siden 2013 har Compsoil specialiseret sig i at omdanne slam og have-/parkaffald til biokompost til gavn for landbrugsjord, afgrøder og regnorme.

Men fra årsskiftet valgte virksomheden også at modtage erhvervsaffald.

- At modtage erhvervsaffald på det gamle forbrændingsanlæg passer rigtigt godt ind i Compsoils vision om at bidrage til bæredygtig affaldshåndtering gennem mere og bedre genanvendelse, fortæller Susanne Selch Skov, direktør for Compsoil A/S.

- Vi har da også oplevet en fantastisk opbakning fra såvel Mariagerfjord Kommune som de lokale vognmænd, hvor vi i dag har et samarbejde med omtrent 30 forskellige.

Nemt og fleksibelt

- Det er jo på alle måder en grøn og miljørigtig tankegang at gøre vejen til at komme af med erhvervsaffald lettere og kortere.

Det skal være nemt og fleksibelt at aflevere affald hos os, uddyber Susanne Selch Skov.

- Siden vi kom i gang, har det primært været vognmænd og entreprenører, der har leveret affald til anlægget.

- Men de mindre detailhandlere og lokale håndværkere er nu også begyndt at dukke op. Og de er meget velkomne på anlægget, hvor det eksempelvis er gratis for dem at aflevere pap og plast.

Klima og miljø

- Vi modtager blandet bygningsaffald og brændbart, hvor alt genanvendeligt sorteres fra.

- Derudover modtager vi også genanvendeligt affald som eksempelvis rent træ, have-/parkaffald, glas, pap og plast, tilføjer Susanne Selch Skov.

- Vi udvider løbende med nye affaldstyper, der kan genanvendes.

- Med det voksende fokus på klima og miljø er det nemlig vigtigt, at kunne tilbyde erhvervslivet miljøbevidste totalløsninger til håndtering af deres affald, pointerer direktøren for Compsoil A/S.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...